Mærkning: Det er et stort problem, at der hvert år forsvinder for millioner af kroner værktøj på de enkelte byggepladser, og samtidig er det et irritationsmoment for de håndværkere, som opdager, at deres værktøj er væk.
Firmaet CrimeCode.Com har udviklet et koncept med mærkning, hvor værktøj, computere, møbler mv. kan ejermærkes med limbrikker, der refererer til en efterlysningsdatabase på internettet.
- Vi har særdeles positive erfaringer fra byggebranchen, hvor konceptet har fungeret upåklageligt. Mærkning er præventiv og afholder ofte tyve fra at stjæle værdier. Men ejer-mærkning kommer også til sin ret i forbindelse med udlån eller forglemmelse af værktøj på byggepladser, siger Michael Odsgard, CrimeCode.Com.
Håndværkerne kan montere brikkerne på værktøj eller måleudstyr og samtidig anvende dem på mobiltelefoner, it-udstyr, skærme, projektorer, kameraer, tv, møbler m.v. Det unikke ved konceptet er, at der er så mange anvendelsesmuligheder samt efterlysningsdatabasen på www.CrimeCode.Com.
Brikkerne fås med firmanavn eller logo. Hver enkelt brik har et unikt nummer, så ingen numre er ens. På hver brik står der: Tyverimærket til efterlysning på www.CrimeCode.Com.
Efterlysningerne kan ses på hjemmesiden og sendes desuden til håndværkere, trælast/byggemarkeder mv. via et omfattende email netværk.
Der benyttes speciel lim til montering af brikkerne, som hæfter i løbet af 15 sekunder og er hærdet færdig efter 24 timer. Brikkerne er så fleksible, at de kan sidde på selv buede overflader. Monteringen er ganske enkel, så alle selv kan foretage den.
Udover mærkning tilbydes også en række advarselsskilte, syre-mærkning, brænde-mærkning og ruller med afmærkningstape, som synliggør, at et firma er med i ordningen, og at tingene på byggepladsen er registreret.
|