spacer


Tømrere tænder på tætte huse

Af Louise Strøbech

To timers teori, ca. fem timers praktisk afprøvning af det lærte og 20 minutters praktisk prøve. I alt én aktiv dag på kursus. Så lidt skal der til, for at de faglærte tømrere og snedkere samt konstruktører og andre teknikere fra byggebranchen har helt styr på, hvordan man undgår faldgruberne og dermed overholder tæthedskravene, når der skal bygges nye huse. Her skal der være tætte dampspærremembraner og et luftskifte på ikke over 1,5 liter pr. sekund pr. m2 opvarmet etageareal i nybyggede huse.

Succesen med undervisningen har været til at tage at føle på for to af initiativtagerne til Roskilde Tekniske Skoles kurser med titlen ’Dampspærre – montering væg-, loft- og tagkonstruktion’, kursuskoordinator Johnny Lundgreen og bygningsingeniør Lars Due, der er ekstern underviser med egen ingeniørvirksomhed, som beskæftiger sig indgående med tæthed af bygninger, klimaskærmens isoleringsevne og varmetab.

Pædagogisk røg
De to undervisere udsætter først kursisterne for to timers teori om bl.a. lovgivning, fugt, varme, fysikken i et hus og principperne bag lufttæthed. Herefter afprøver kursisterne i hold de nye teknikker på fire 13 m2 store huse, hvor de skal udføre det lærte i praksis.

- Når vi sætter husene under tryk og tilsætter røg, får de et meget pædagogisk billede af lovgivningen, da de let kan se, hvor røgen kommer ud. Det er alle de steder, de skal være særligt opmærksomme på, forklarer Johnny Lundgreen og nævner gennemføringer som stikkontakter, vinduer, døre, friskluftkanaler, emhætter og aftræk som nogle af de steder, hvor der ofte er problemer med tætheden i nybyggede huse.

- Det bliver rigtig problematisk, hvis man først lukker og så trykprøver, for der skal ikke meget til, før huset ikke lever op til lovkravene. Det ved de, efter de har været på dampspærrekursus, siger Johnny Lundgreen.

Kender produkterne
Da de første kurser blev afholdt i januar 2007, syntes de fleste tømrere på kurset, at alt det der med tæthed var lidt fjollet, husker Johnny Lundgreen. De nye regler blev indført i bygningsreglementet i april 2006 og var endnu ikke sunket ind, da de første håndværkere gennemførte kurset.

- I starten rystede de på hovedet, men nu er rygtet kommet rundt, at der ikke skal meget til, før de nybyggede huse ikke lever op til lovkravene, og at der kan være meget fornuft i at være omhyggelig. Nu kender håndværkerne produkterne, og de ved, at de skal være meget omhyggelige. Nu er de på forkant, inden de kommer på kursus, og skal egentlig blot bekræftes i, at de gør det rigtigt, siger Johnny Lundgreen.

Ca. 90 % af kursisterne på dampspærrekurset er tømrere, og kursuskoordinatoren er positivt overrasket over, hvor stor søgning der har været til kurset.

- Vi er ramt ned, hvor der virkelig er et behov, og har nu afholdt 80 kurser med 20 deltagere på hvert kursus. Af de i alt ca. 1600 deltagere har kun omkring ti været ledige, og på de næste kurser, der holdes frem til januar, kommer der kun folk, der er i arbejde. Tømrerbranchen har ellers ikke rigtig en kultur for at sende folk på efteruddannelse, så det er rigtig positivt, at de kommer her pga. interesse og et reelt behov, siger Johnny Lundgreen.

Flere andre tekniske skoler udbyder også kurser om korrekt brug af dampspærre i nybyggeri.

louise@odsgard.dk

Billedtekst: Tømrerne på dampspærrekurset arbejder i hold på fire prøvehuse, som de skal tætne lige så godt, som hvis de byggede et nyt hus. Tætheden skal leve op til de forventede krav pr. 2010, 1,0 l/s/m2. - Foto: Isolink.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden