spacer


Dobbelt op i Kina

Arkitema tegner både kinesisk boligområde og domicil til olieselskab

Arkitema er en af de danske tegnestuer, der med stor succes har satset på Kina som et marked for dansk arkitektur-eksport.

Senest har Arkitema fået til opgave at tegne både et hovedsæde til Kinas største olieudviklingsselskab, CNOOC, og et nyt stort boligområde på 722.000 m² med idræts- og kulturfaciliteter i Changsha i det sydlige Kina.

Den nye by strækker sig som to bånd i det kuperede landskab. Et område mod nord med tre forskellige typer villaer forbindes med et område mod syd via en blå park med små søer og rekreative områder. Mod syd ligger et grønt parkområde med højhusbeboelse i op til 18 etager med tilhørende idræts- og kulturfaciliteter.

CNOOC-administrationsbygningen bygges i et eksisterende kaffe- og telager. Arkitema's forslag vandt blandt andet fordi det var tro overfor den oprindelige bygning med dens store markante søjler.

Et andet vigtigt element er adgangen til lys.

- Som skandinavisk tegnestue er lys altid tilstedeværende og meget vigtigt for den arkitektoniske udformning – men for de fleste kinesiske medarbejdere er adgangen til lys ikke en garanti. Med Arkitema's CNOOC bygning bliver lys en garanti. Her vil alle kontorpladser få gode lys- og udsigtsforhold, fortæller partner Bendt Almvig fra Arkitema.

I dag beskæftiger Arkitemas kontor i Beijing fire ansatte, men i løbet af december måned vil medarbejderstaben blive tredoblet for at kunne følge med den store efterspørgsel.

- nn



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden