spacer


Forskønnende teater

Diplom til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus for smuk indpasning i byen

Hvert år uddeler Foreningen for Hovedstadens Forskønnelse diplomer til bygningsværker, der forskønner København.

I år gik et diplom til det nye skuespilhus, som Det Kongelige Teater så småt er ved at tage i brug på Københavns Havn med første premiere 16. februar 2008.

I begrundelsen for tildelingen lyder det, at 'Skuespilhuset er et smukt projekt, der dels trods sin store skala formår at indordne sig under stedets gesimshøjder og karré-dimensioner, dels drager fuld nytte af sin beliggenhed ud til havneløbet med et stort brodæk, som inden længe vil blive et meget populært, nyt sted i Indre By og således bidrager til at aktivisere dette tidligere lidt stille hjørne.'

Det er arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg med Cowi som ingeniør og E. Pihl & Søn som hovedentreprenør, der har stået for opførelsen for Kulturministeriet og Det Kongelige Teater, der har haft Moe & Brødsgaard som bygherrerådgiver.

Ud over Skuespilhuset tildeltes diplom til Multihallen ved Nyboder Skole samt den nye bydel Sluseholmen i Københavns Sydhavn.

- nn



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden