spacer
Elektronisk faktura koster byggeriet 100 millioner

Det offentlige er en rigtig dårlig betaler. Syv ud af 10 virksomheder i byggebranchen oplever forsinkede betalinger. Det koster branchen 106 millioner kroner årligt i ekstra renteomkostninger, vurderer Dansk Byggeri i en ny undersøgelse.

Årsagen er tilmed ret banal. Det elektroniske fakturasystem, der indførtes for at lette betalingerne, virker ofte ikke efter hensigten.

Fakturaen når ganske vist frem til den offentlige myndighed, men ikke til rette vedkommende. I stedet havner den i en indbakke, som ikke bliver tømt, og hele betalingen forsinkes. Tilmed undlader 80 procent af virksomhederne at opkræve renter af kommunen af de skyldige beløb.

- Virksomhederne mener ikke, det er besværet værd at pålægge rykkergebyr ved overskridelse af den aftalte betalingsfrist. De offentlige myndigheder betaler ganske enkelt hverken renter eller gebyrer. Dertil kommer, at undersøgelsen viser, at virksomhederne er nervøse for, at de ikke bliver valgt til fremtidige opgaver, hvis de begynder at stille den slags helt naturlige krav, forklarer direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri vil nu sammen med Dansk Erhverv have Kommunernes Landsforening på banen for at drøfte forslag til, hvordan hurtigere betaling kan opnås.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden