spacer


Slut med grimme revner i trægulvet

Det er surt at se sit fine træstuegulv slå sprækker og revner efter blot få måneder. Men de upopulære revner og mellemrum, som meget massivt trægulv med tiden pådrager sig, behøver faktisk slet ikke at opstå!

Sådan lyder det fra Båring Savværk i det fynske, hvor man som de eneste i Danmark importerer og sælger det specielle underlag ’Elastilon’, der er lavet af skumplast. Et system, som har den egenskab, at det er elastisk, så det følger træet op til seks-syv millimeter, uanset om det trækker sig sammen eller udvider sig.

- Både når der er tale om gulv, der er sømmet og limet fast, kan revner og mellemrum ikke undgås. Men det kan de altså med det her system. Man kan kalde det et ’svømmende gulv’, hvilket vil sige, at underlaget giver efter for træets bevægelser, så træet ikke ’rives fra hinanden’, på grund af at det er boltet eller limet fast til lige nøjagtigt et sted, siger direktør i Båring Savværk, René Solberg Kristensen, der er direktør i Båring Savværk.

Meget brugervenligt
René Solberg Kristensen fik for nogle år siden øjnene op for produktet, da han var på salgsturné i Tyskland med sine massive gulve.

- Alle steder jeg kom hen, rev folk de her ruller med Elastilon i hovedet på mig: ’Kan jeres gulve ligge på det her?’ Det vidste jeg jo af gode grunde ikke, så jeg besluttede mig for at teste det på vores egne gulve, og det virkede upåklageligt, siger Rene Solberg Kristensen, der for halvandet år siden landede handelen med det hollandske firma, der producerer produktet.

Udover at det får trægulvene til at fremstå flottere og mere velholdte, er der også andre fordele ved Elastilon. Blandt andet er det helt utrolig brugervenligt. I praksis fungerer det sådan, at den rulle, der består af plast med underlaget på undersiden, rulles ud på gulvet, derefter fjernes plasten, og så er skumplasten monteret på gulvet.

- Der er flere gode ting ved monteringsprocessen. For det første er det utrolig nemt, fordi der ikke er hverken lim, søm eller clips involveret, og der stort set ikke kræves noget værktøj. For det andet kan man lægge det på i sit helt eget tempo – man kan sagtens lægge én rulle på, og så vente til næste dag med den næste. Og for det tredje er der i forhold til et limet gulv ikke nogen nedre grænse for, hvornår man må begynde at træde på gulvet efter at det er lagt på – det må man nemlig gøre umiddelbart efter, siger René Solberg Kristensen.

Effektiv lyddæmper
Direktøren håber, at mange flere vil få øjnene op for fordelene ved produktet, og der spores da også en spæd optimisme hos ham, når det kommer til fremtiden.
- Gulvbranchen er noget konservativt indrettet, men vi er ved at vinde frem, og specielt det sidste halve år er der ved at komme skred i tingene. I Tyskland og Østrig bruger man produktet i kæmpe udstrækning, og jeg håber da, at danskerne med tiden vil give det en chance for at bevise sit værd, siger René Kristensen, og nævner en sidste fordel ved produktet i forhold til gulv, der er lagt på spær.

- I mit eget hus har jeg også brugt Elastilon til mit stuegulv, som har et massivt gulv af ask, og en rigtig god ting er, at man slipper for de knirkende lyde, som man kan være ude for, når det handler om trægulve. Det er virkelig lyddæmpende og behageligt at gå på, siger han.

tibu@odsgard.dk




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden