spacer
Mister jobbet på grund af nedgang i byggeriet

Cirka 100 medarbejdere må forlade vinduesproducenten Velfac på grund af et fald i nybyggeriet af lejligheder

Velfac forventer at måtte fyre cirka 100 medarbejdere som følge af den generelle afmatning i nybyggeriet. Dansk Byggeri forventer, at boligbyggeriet står overfor en tilbagegang på 3000-4000 boliger i år og en tilsvarende tilbagegang i 2008, og det rammer bl.a. Velfac, der beskæftiger cirka 1100 medarbejdere, heraf en stor del i produktionen i Ringkøbing.

- Det er den manglende ordreindgang pga. et fald i nybyggeriet af lejligheder på primært det danske marked, der rammer os. Kombineret med den kommende vinters lavsæson i byggeriet er vi kommet i en situation, hvor vi desværre påtænker at afskedige medarbejdere, siger adm. direktør i Velfac, Jesper F. Petersen.

Velfac ansatte i 2006 og 2007 et stort antal nye medarbejdere for at følge med efterspørgslen i byggeriet, og afskedigelserne er den eneste måde at tilpasse produktionen den aktuelle og ventede markedssituation.

- Vi er naturligvis alle meget berørte af situationen og indleder nu forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter, slutter Jesper F. Petersen.

-los



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden