spacer


Dansk 4. præmie i Asplund-konkurrence

To danske arkitektstuderende får topplacering i international konkurrence om udvidelse af Stockholms stadsbibliotek

Det var det unge, ukendte arkitektfirma JAJA Architects bestående af makkerparret Jakob Steen Christensen og Jan Yoshiyuki Tanaka, der var det danske indslag blandt de seks finalister i konkurrencen om udvidelsen af Erik Gunnar Asplunds berømte stadsbibliotek i Stockholm.

Resultatet blev en flot, delt fjerdepræmie i den todelte konkurrence med i alt 1.170 deltagere for forslaget ’Book Hill’.

Jakob Steen Christensen og Jan Yoshiyuki Tanaka er begge arkitektstuderende med forventet afgang til januar 2008, og den flotte placering i den prestigefulde konkurrence er naturligvis en god start på karrieren.

- Vi deltog i konkurrencen, fordi det på mange måder er et drømmeprojekt. For to studerende, der gerne vil slå igennem internationalt, er en så prestigefyldt konkurrence et uvurderligt udstillingsvindue. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet konkurrencen, men det er en kæmpe ære og anerkendelse at nå så langt. Det beviser, at vi har fat i noget af det rigtige, fortæller Jakob Christensen, der er en af de to grundlæggere af JAJA Architects.

Projektet har klare referencer til det udtryk, som mange af Danmark yngre arkitekter arbejder med for tiden. JA JA Architects lægger da heller ikke skjul på at en praktik-periode hos Bjarke Ingels nystiftede firma B.I.G, der også deltog i Asplund-konkurrencen, har været til stor inspiration.

- Noget af det vigtigste Bjarke har lært os, er netop at kommunikere vores idéer til omverden og derfor respekterer vi ham meget for det han har gjort for os – dog føles det alligevel godt at slå ham i konkurrencen, afslutter Jan Tanaka med et smil på læben.

Konkurrencen blev vundet af en ligeledes ukendt arkitekt, Heike Hanada, fra Tyskland med firmaet Laboratory of Art and Architecture. Hun er 43 år og har i mange år arbejdet som installationskunstner og lærer ved Bauhaus Universitetet i Weimar.

- nn



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden