spacer
Spæncom i offensiven

Af Michael Rughede
Om få uger starter Spæncom produktion af huldæk på en helt ny fabrik i Vemmelev, og den gamle i Hedehusene lukkes ned i starten af det nye år. Dermed tager den danske betonelementpioner hul på en ny æra.

- Fabrikken i Vemmelev bliver State of The Art indenfor huldækproduktion. Vi optimerer omkostningerne og fordobler produktionskapaciteten til 400.000 m2 huldæk. Storkøbenhavn bliver vores primære afsætningsområde, fortæller adm. direktør Peter Assam fra Spæncom.

Dermed ruster Spæncom sig til konkurrencen om leverancerne til regionen, som Spæncom ser gode vækstmuligheder i. Ganske vist er boligmarkedet vigende, men ifølge Peter Assam tegner det positivt for erhvervsbyggeriet, institutioner, hospitaler, butikscentre, infrastruktur mv.

Mere rationelle metoder
Den nye fabrik betyder også et farvel til den gamle produktionsmetode af huldæk i Hedehusene, som Spæncom introducerede og har fastholdt siden virksomheden slog sig op som hovedleverandør til det boomende betonbyggeri i 1960’-70’erne.
Huldækkene blev støbt i opbyggede forme, men i dag er det blevet en for dyr og vedligeholdelseskrævende metode.

- Vi skifter derfor hele produktionsapparatet ud og går over til at producere extruderede huldæk. Det sænker produktionsomkostningerne, fordi vi kan producere mere med færre mænd, siger Peter Assam.

- Samtidig slipper vi for at skulle vedligeholde det gamle maskineri, som Spæncom selv har udviklet, og som efterhånden er blevet for besværligt og dyrt at vedligeholde.

Foruden mere effektiv produktion er fabrikken også rykket tættere på råvareleverandørerne.

Ingen grund til at importere
Alt i alt indebærer den nye fabrik lavere produktionsomkostninger i et omfang, som Peter Assam ikke præciserer nærmere udover et ’i hvert fald’ på BygTeks forsigtige bud på en 10-15 % besparelse.
Men det skulle være nok til at sætte en ny dagsorden.

- Vi bliver i stand til at levere huldæk til en pris, der gør det overflødigt at købe betonelementer i Tyskland eller Polen. Der vil simpelthen ikke længere være en prisfordel ved at købe i udlandet, når transporten regnes med, siger Peter Assam.

Han mener således, at Spæncom med den nye fabrik både pris- og kapacitetsmæssigt vil være i stand til at holde konkurrenterne på afstand af hovedstadsområdet og dermed leve op til målsætningen om at være den førende leverandør.

- En del af importen skyldes lange leveringstider, men også det kan vi ændre med den større kapacitet i Vemmelev, siger Peter Assam.

På ret kurs
Med den nye fabrik viser Spæncom, at der for alvor er lagt afstand til de magre år, der kulminerede med underskud på 85 mio. i regnskabsåret 2002/2003.
2005/2006 var der for første gang i fire år sorte tal på bundlinjen, og i år var plusset på 126 mio. kr. Ganske vist inklusiv engangsbeløbet på 67 mio. for salget af fabrikken i Hedehusene.

- Næste år regner vi med en omsætning på over 850 mio. kr. og et overskud omkring 80 mio. kr. Det er udtryk for, at virksomheden er inde i en god udvikling, siger Peter Assam.

Med et par opjusteringer tidligere i år har Spæncom endda demonstreret, at man hellere giver konservative bud på fremtidig indtjening end skuffer høje forventninger. Men pilen peger yderligere op for Spæncom.

- I Vemmelev har vi skabt det største produktionssted for huldæk i Danmark. Det er første fase, hvor vi stadig kan udvide fabrikken med yderligere et par faser de kommende år. Vi har pladsen til det, siger Peter Assam.
Dermed kan den nye huldækproduktion være starten på en fremtid, hvor den lille by mellem Korsør og Slagelse indenfor et par år ender som det største produktionssted for beton i Danmark.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden