spacer


Trekantede vinduer

Skæve og krystallinske vinduesformater er højeste facademode

Af Niels Nielsen

Den Sorte Diamant, Prismen og Krystallen. Ædelstene i alle afskygninger lægger navn til mange danske bygningsværker i disse år, hvor dansk arkitektur er trådt ind i en periode med ekspressivt og dynamisk formsprog. Kantede og krystallinske former præger mange højtprofilerede projekter og formidles i detaljen med tilsvarende trekantede og skæve vinduesformater.

Reducerer sol
Det krystallinske formsprog introduceredes med udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, fra 1999 af arkitektfirmaet schmidt hammer lassen. På trods af de skæve vinkler er facaden dog komponeret over et retvinklet modul med traditionelle firkantede vinduer.

Først i et af schmidt hammer lassens seneste projekter, det nye hovedsæde til energiselskabet NRGi, er det kantede formsprog ført videre helt ned i detaljen.

Det grundlæggende facadeelement er godt nok fortsat rektangulært, men hvert element er underdelt med en diagonal i et trekantet lukket og åbent facadeparti.

De trekantede vinduesformater og hældende facader gør byggeriet til et iøjnefaldende vartegn for energiselskabet, men der ligger også energibesparende hensyn til grund for formgivningen.

De skæve facader læner sig mod syd, og den udkragede vinkel reducerer effekten af solindfaldet og forhindrer dermed en overophedning i varme perioder, der ville skabe behov for køling i stedet for den naturlige ventilation, der i dag holder temperaturen nede i domicilet.

Dobbeltkrum
Brugen af trekantede vinduesformater er endnu mere udtalt i det nye hovedsæde til Saxo Bank af arkitektfirmaet 3XN, der er under opførelse i den tidligere Tuborg Havn nord for København.

Også her hælder facaderne i dramatiske vinkler, der på samme måde er opbygget af rektangulære facadeelementer, som er underdelt af en diagonal i trekantede åbnede og lukkede felter.

Men i forhold til NRGi-huset er Saxo Bank-domicilet mere ekstremt i udfoldelsen af en trekantet glasfacade. Hvor toppen af trekantvinduerne er skåret af i NRGi-huset, er vinduesglassene i Saxo Bank ført helt ud i skarp spids.

Derudover krummer en del af glasfacaden i en dristig dobbeltkrum bue, der på samme måde løses ved brug af skarpskårede trekantede vinduesformater.
Facadens diagonale linjer og trekantede vinduesformater giver byggeriet et helt unikt udtryk, der ifølge arkitektfirmaet afspejler Saxo Banks ’cutting-edge profil’ og ’afsøger en skarp balance mellem dynamisk ekspressivitet og troværdig soliditet’.

Kulturværftet
Trekantede formater kommer også til at præge Kulturværftet i Helsingør, der samler en række af byens kulturinstitutioner under samme tag i de historiske værftsbygninger for det i dag lukkede Helsingørs Jernskibs- og Maskinbyggeri.

De gamle bygninger gives ny identitet med ny klimaskærm i glas og stål, der samler det sammensatte historiske bygningskompleks til en helhed.

Klimaskærmen er opbygget af store og små trekantede vinduesformater, der spejler de historiske omgivelser i et væld af krystallinske facetter og giver mindelser om store sejl med reference til områdets maritime fortid.

Det er arkitektfirmaet aart, der har stået for udformningen af Kulturværftet efter førstepræmie i en åben arkitektkonkurrence i 2006.
Byggeriet sættes i gang i efteråret 2007 og forventes indviet i 2010.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden