spacer
Det offentlige overskrider betalingsfristerne

Syv ud af ti virksomheder i byggebranchen oplever, at de offentlige myndigheder ikke betaler til tiden. Det koster i renteindtægter

De offentlige myndigheder er tilsyneladende hævet over lov og ret, når det gælder rettidig betaling for de ydelser, de køber hos private virksomheder, viser en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri.

- Virksomhederne møder en mur, når de forsøger at opkræve deres penge. Det er de offentlige myndigheder og kun de offentlige myndigheder, der bestemmer, hvornår en betaling skal falde. Alle tidligere indgåede aftaler eller almindelige forretningsbetingelser om rykkergebyr ved for sen betaling bliver sat ud af kraft, når man handler med det offentlige, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Betaler hverken renter eller gebyrer
7 ud af 10 virksomheder oplever, at de offentlige myndigheder ikke betaler til tiden. Desuden vælger 4 ud af 5 virksomheder at undlade at opkræve renter eller gebyr.

- Virksomhederne mener ikke, det er besværet værd at pålægge rykkergebyr ved overskridelse af den aftalte betalingsfrist. De offentlige myndigheder betaler ganske enkelt hverken renter eller gebyrer. Dertil kommer, at virksomhederne er bange for, at de ikke bliver valgt til fremtidige opgaver, hvis de begynder at stille den slags krav, siger Michael H. Nielsen.

"Vi har måtte forhøje vores kassekredit to gange på grund af deres manglende betaling", svarer en byggevirksomhed i undersøgelsen, og situationen er ikke enestående. På trods af almindelige standardbetingelser - den såkaldte AB92 - bliver kravet om rettidig betaling ikke overholdt.

Økonomiske konsekvenser
Det har økonomiske konsekvenser for virksomhederne. Dansk Byggeri har beregnet, at de sene betalinger årligt koster årligt byggeerhvervet et trecifret millionbeløb i renteomkostninger.

- Folketinget har vedtaget en lov om elektronisk fakturering for at gøre de offentlige betalinger nemmere for borgere, virksomheder og myndighederne. Men det har ikke hjulpet. Det er de private virksomheder, der betaler prisen for myndighedernes langsommelighed og ineffektivitet, mener Michael H. Nielsen.

Får ingen kvittering
Problemets omfang viser tydeligt, at det ikke kun drejer sig om enkelte myndigheder, men om offentlige myndigheder over en bred kam.

Dansk Byggeri har derfor rettet henvendelse til Økonomistyrelsen med henblik på, at der indføres et kvitteringssystem, så virksomhederne har dokumentation for, at de har fremsendt den elektroniske faktura til den offentlige myndighed. En dokumentation, de ikke har i dag.

- Den offentlige myndighed har som alle andre en forpligtelse til at overholde aftalte betalingsfrister - en forpligtigelse de vælger at ignorere. Noget tyder på, at der skal strammes gevaldigt op på procedurer og håndtering af det offentliges betalinger, slutter Michael H. Nielsen

- los



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden