spacer
Pionerer deler ud af deres viden om passivhuse

Et seminar om passivhuse har hentet internationale kapaciteter til Danmark, der vil fortælle alt om lavenergihuse

Der vil især være fokus på tekniske installationer som varmeanlæg, ventilation og køling i passivhuse, når Danmarks repræsentant i EU-projektet ’Promotion of European passive houses’ (PEP), ingeniørfirmaet Ellehauge & Kildemoes, afholder 1-dags seminar om passivhuse.

Seminaret henvender sig primært til arkitekter, ingeniører, projektudviklere og byggefirmaer, der interesserer sig for passivhuse og andre slags lavenergihuse.

Pionerer og foregangsmænd
Dagsseminaret byder blandt andet på oplæg fra de to tyskere, Dipl.Ing. Franz Freundorfer, og Prof.Dr. Harald Krause, der hver især er pionerer og foregangsmænd indenfor passivhusbyggeri.

Derudover vil den østrigske arkitekt DI Heinz Plöderl fortælle om fordele og ulemper ved passivhuse, om hvordan man renoverer bygninger med passivhusteknologi, ligesom han vil præsentere forskellige passivhusbyggerier, deriblandt uden tvivl det 16.000 kvadratmeter store messecenter i Wels, som han selv har designet efter passivhusprincipperne.

Tid til erfaringsudveksling
Efter indlæg fra de tre vidende oplægsholdere, der også kommer ind på for eksempel kvalitetssikring af passivhuse, varmekilder og varmefordeling i passivhuse samt motivationen for at bygge passivhuse, vil der være mulighed for diskussioner og erfaringsudveksling deltagerne imellem.

Seminaret har plads til 250 deltagere og finder sted onsdag den 29. august klokken 10-16.30 på Arkitektskolen i Århus.

- los

Læs mere om seminaret på www.altompassivhuse.dk



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden