|
|
Et projekt om arkitektoniske strategier for fremtidens lavenergibygninger blev årets vinder af Elforsk Prisen 2007
Grundtankerne i det vindende projekt er, at energibesparelser i nybyggeri kan opnås, hvis man allerede tidligt i byggeprocessen anvender en samordnet designstrategi, og allerede i arkitektens designproces tænker i både dagslys, solvarme, råhus og teknik, så det endelige resultat forbruger så lidt energi som muligt.
Projektets navn er ’Arkitektur og Energi i godt samspil’, og er udført i samarbejde mellem Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), arkitektvirksomheden vglcph aps, Esbensen Rådgivende Ingeniører, Akademisk Arkitektforening og arkitektskolerne i København og Århus. Projektleder var Rob Marsh fra SBi.
Ny lærebog
Projektet har blandt andet resulteret i en bog, der giver konkrete anvisninger til, hvad man som arkitekt skal tage hensyn til, når man planlægger og tegner fremtidens lavenergibygninger.
Bogen bruges allerede nu som lærebog blandt arkitekter og på landets arkitektskoler til at udvikle samordnede designstrategier for nybyggeri, der er mere fremsynede, end selv de seneste nye energibestemmelser.
Tre diplomer
Tre andre projekter fik diplomer for energibesparende og energibevidste ideer, der lægger op til mere energibevidst adfærd til gavn og glæde for både økonomi og miljø.
Det ene projekt bringer diodelys, fremtidens meste energibesparende lyskilde, nærmere dagligdags realisering.
Et andet projekt synliggør energiforbruget på alle danske skoler, så den nye viden også kan påvirke skoleeleverne.
Det sidste projekt, der fik diplom, viser, at man kan spare på energien ved at sænke vasketemperaturen i alle danske vaskemaskiner, anvende nye, miljøvenlige koldvaskemidler – og stadig få rent tøj.
- los
|
|
|
|
|
|