|
|
Arkitekt maa Mette Nymann Nielsen er ansat som kreativ afdelingsleder og ingeniør Bent Petersen som administrativ afdelingsleder for Arkitektfirmaet C. F. Møllers afdeling i Vejle. I den anledning holder afdelingen reception for samarbejdspartnere, forretningsforbindelser og venner af huset fredag den 8. juni kl. 14 på tegnestuen i Nørrebrogade 24A.
Mette Nymann Nielsen tiltrådte pr. 1. februar 2007. Hun skal varetage konceptudvikling og teamledelse for afdelingen i Vejle og får som kreativ leder ansvaret for projekternes faglige kvalitet.
Bent Petersen tiltrådte 1. maj 2007. Han har ansvaret for afdelingens drift og opgavetilgang og skal bl.a. varetage økonomistyringen samt den offentlige og private akkvisition.
Mette Nymann Nielsen er 37 år og uddannet arkitekt maa fra Arkitektskolen Aarhus i 1998. Hun har tidligere arbejdet for tegnestuerne Schmidt Hammer Lassen, 3XN og Arkitema. I Arkitema har hun siden 2004 haft ansvaret for en bygningsafdeling med fokus på innovation, blandt andet gennem deltagelse i konkurrence- og udviklingsprojekter
Bent Petersen er 58 år og uddannet ingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Odense. Han har tidligere arbejdet for ingeniørfirmaet A/S Samfundsteknik i Haderslev, i perioden 1989-1995 som ansvarlig for firmaets aktiviteter via et datterselskab i Tyskland. Fra 1996 var Bent Petersen ansat i arkitekt- og ingeniørfirmaet DAI Gruppen A/S, hvor han siden 1999 har fungeret som afdelingsleder i Padborg og Haderslev. Han bringer således stor erfaring og lokalkendskab med sig til Arkitektfirmaet C. F. Møller i Vejle.
|
|
|
|
|
|