spacer
Giv dit hus patina på tre år

Ved at bruge de rigtige materialer kan du give dit hus patina på få år. Klassiske naturmaterialer er bedst, hvis boligen skal ældes med ynde

Du behøver ikke at vente mange år på, at dit hus får patina. Normalt bruges patina ellers som en positiv beskrivelse af ting, der ældes med ynde. Men på blot 2-4 år kan din bolig få sjæl og patina, hvis du bruger de rigtige materialer, skriver Bolius.dk.

Det forklarer Søren Vadstrup, arkitekt MAA for Center for Bygningsbevaring, som rådgiver private boligejere og offentlige myndigheder om vedligeholdelse af ældre bygninger.

Tegltag og lindoliemaling giver hurtigt patina
Ifølge Søren Vadstrup behøver der kun gå 2-3 år, inden man kan tale om patinering for et tegltag. Og for både kalkede mure eller træ malet med lindoliemaling vil der som regel gå tre-fire år.

Hvis du vil have et hus, der holder godt og får patina i stedet for at blive nedslidt, er det vigtigt, at du vælger klassiske byggematerialer som zinktagrender eller brosten.

Disse typer materialer bliver flottere af at blive slidt lidt af vejr og vind.

Naturprodukter bedst til patina
- Hvis du gerne vil have et hus, der har patina, er det vigtigt, at du går efter naturprodukter. F.eks. er det bedre at vælge nogle gode teglsten i stedet for betontegl eller eternitplader, fordi teglstenene ældes smukkere, mens betonteglen ikke tager vejrlig til sig på samme måde, forklarer Kristine Virén, arkitekt MAA og fagredaktør i Bolius.

Få rådgivning og inspiration til de rigtige materialer
Kristine Virén mener, at man bør være mere tro mod det originale. Men det er en smagssag, fordi patina ligger på grænsen mellem det charmerende og det slidte, påpeger hun.

Kristine Virén synes dog, det er ærgerligt, hvis alle huse skal ende med at se alt for stringente og ens ud med glatte plastikvinduer, plastiknedløbsrør og betontag, blot fordi materialerne er vedligeholdelsesfrie eller på tilbud.

- Det behøver ikke være meget dyrere at vælge oprindelige materialer. Og jeg synes efterhånden, der er mange steder, man kan få rådgivning og inspiration, så man som helt almindelig boligejer ikke får problemer med at vedligeholde, siger hun.

Brug klassiske byggematerialer til gamle huse
Søren Vadstrup mener også, at boligejere bør blive bedre til at bruge klassiske byggematerialer. Ikke mindst når det er et gammelt hus, der skal istandsættes.

- Der er ikke tvivl i vores sind om, at man bør bruge klassiske byggematerialer, når man har med ældre huse at gøre. Disse materialer patinerer bedre og passer bedst til husene, siger han til Bolius.dk.

Du behøver ikke at vedligeholde så tit
Ifølge Søren Vadstrup er det vigtigt, at du vedligeholder materialer som fyrretræ, der er skåret på en bestemt måde, ordentligt. Det kræver ikke så meget. Har du kalkede mure, er det ofte kun nødvendigt at kalke hvert ottende år. Og vinduer, der er malet med lindoliemaling, skal ligeledes kun behandles hvert femte år.


Fakta:

Ordet patina stammer fra italiensk og betyder belægning. Eksempelvis den belægning, der kommer på kobber og bronze, når det udsættes for vind og vejr.

Patina bruges nu som en positiv beskrivelse af ældre ting, hvor tidens tand har sat sine spor, og du kan se, at de har levet længe. Tingene har fået et gammelt og ærværdigt præg og ser charmerende ud i stedet for slidte.


Materialer, der giver patina
Disse materialer skal du bruge, hvis du ønsker at give dit hus patina:

Metaller som zink og kobber. Metallerne bliver smukkere i farven med tiden.

Fyrreplanker, der er skåret fra kernen af træet. De har god holdbarhed.

Almindelige mursten og røde tegl. De får et mere helstøbt og farvenuanceret look med årene.

Brosten og betonsten. De får patina med tiden og får en fin gammel overflade.

Kalk. Det kan komme af med fugt og holder derfor godt.

Lindolie. Det er godt som beskyttelse af træ og giver smukke farvenuancer med årene.


Materialer, der ikke giver patina
Disse materialer skal du ikke bruge, hvis du ønsker at give dit hus patina:

Plastic. Det kan ikke klare slid uden at miste glans og mørnes af solen.

Betontegl. Det får ikke patina af vind og vejr.

Eternitplader. De får ikke patina af vind og vejr.

Sortglaserede tegl. Det tager ikke vejrlig til sig.

Kilde: Bolius Boligejernes Videncenter/www.bolius.dk



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden