|
|
Udvidelsen af Kommunehospitalet i Århus, tilsynet med de 2,1 mio. m2 lokaler, som Universitets- og Bygningsstyrelsen råder over, etableringen af udenlandske datterselskaber og ønsket om at tiltrække nye medarbejdere, gør, at det rådgivende ingeniørfirma Sloth Møller A/S i Sønderborg nu etablerer afdeling i Århus og i løbet af 2008 flytter til nye lokaler i København.
Sammen med søsterselskabet Esbensen A/S beskæftiger Sloth Møller i dag 90 medarbejdere på kontorer i Sønderborg, København, Odense, Ho Chi Minh City i Vietnam og Dhaka i Bangladesh.
- Specielt de sidste fem år er udviklingen gået forrygende hurtigt. I København kan vores 30 medarbejdere ikke længere være i lokalerne på Sukkertoppen i Valby. Derfor får vi i 2008 dobbelt så meget plads i FL. Schmidts tidligere Fræsehal i Valby, siger adm. direktør Jørn Plauborg, Sloth Møller.
Åbningen af kontoret i Århus skal også huse Esbensens medarbejdere, der er specialister i avancerede alternative energiløsninger.
Ingeniørfirmaet ejes i dag af bygningsingeniørerne Gert Schneider, 56 år, Jørn Plauborg, 51 år, og Leif Thomsen, 57 år. Sloth Møller A/S ejer 33 % af Esbensen A/S og er medinvestor i Teglværksby-projektet i Egernsund.
-aha
|
|
|
|
|
|