spacer
BygSoL’en skal skinne over landet

Af Michael Rughede
Færre fejl og mangler, overholdelse af tidsfrister, bedre arbejdsmiljø og i sidste ende flere penge på bundlinjen.
Det er nogle af de mange fordele, som udviklingsprojektet BygSoL har opnået i 25 store og små byggesager. Projektet har løbet over tre år med Teknologisk Institut som primus motor.
Nu skal BygSoL ud til hele det danske byggefolk.
Ambitionen er at gøre byggebranchen mere produktiv samtidig med, at arbejdsmiljø, sikkerhed og budget håndteres bedre.

Kendte elementer
Grundlæggende handler BygSoL om at forbedre byggeriets metoder og processer gennem bedre samarbejde og mere læring på pladserne. Det handler om at få hele byggepladsen til at fungere bedre og smidigere ved at udnytte den viden og kompetence, som de forskellige grupper ligger inde med.

Rent praktisk sker det ved at bruge en række redskaber, som BygSoL har samlet i en stor pakke. De fleste er velkendte fra andre produktionsfilosofier som lean production, partnering, trimmet byggeri mv. Men i BygSoL præsenteres de i sammenhæng og som en ramme, hvor man kan vælge de grundelementer ud, der passer til de enkelte byggeprojekter.

I værktøjskassen til et BygSoL byggeprojekt ligger alt fra projektweb, kick-off møder, uge- og periodeplaner, byggepladsmøder mv.

Kontante fordele
- Ud fra de projekter vi har arbejdet med, kan vi se, at der er en række håndgribelige fordele ved at bruge BygSoL principperne. Generelt nedsættes antallet af ulykker med ca. 10 %, det psykiske arbejdsmiljø forbedres markant, så trivslen på pladsen øges. Det giver igen bedre effektivitet, og overskudsgraden stiger mærkbart, fortæller centerchef Henriette Hall-Andersen fra Teknologisk Institut om de positive effekter.

- Overskudsgraden på mange byggerier er på to til fire procent, og for mange store projekter endda omkring nul eller negativ. Det kan gøres betydeligt bedre med BygSoL. MT Højgaard har f.eks. vist, at overskudsgraden løftes til omkring otte procent med trimmet byggeri. Vi har fået tilbagemeldinger fra nogle af projekterne i BygSoL, at overskudsgraden endte op mellem 15-20 %, siger Henriette Hall-Andersen.

- Men BygSoL er ingen mirakelkur. Det kan ikke redde et skævt projekt, men måske være med til at udpege de tabsgivende hurtigere, påpeger hun.
Ud af de 25 BygSoL projekter var der således to, der gik helt skævt, men det er svært at rette op på et projekt, hvis f.eks. en af fagentrepriserne er budgetteret flere gange for lav, som Henriette Hall-Andersen udtrykker det.

Håndværkerne bygger med
BygSoL principperne indebærer, at håndværkerne inddrages langt mere i planlægning og opfølgning i byggeriets faser.

- Håndværkernes roller bliver meget mere udtalte. De deltager i planlægningsmøder med ledelsen, i byggepladsmøder, i konfliktløsninger og følger op på overholdelse af tidsfristerne, fortæller Henriette Hall-Andersen.

Når håndværkerne er med og bliver lyttet til, får de også ejerskab til beslutningerne. De har lovet deres kolleger, at de bliver færdig til en bestemt tid, eller at de vil overholde nogle fælles regler, som de har været med til at beslutte. Og når man personligt har lovet noget, skal man jo holde det, hvis man vil bevare sine kollegers respekt.

- At ledelse og håndværkere kan mødes og diskutere byggeriet, er også med til at forbedre metoderne. Håndværkerne er dem, der skal bygge det, en ingeniør har tegnet, og det kan der komme en god snak ud af, som der sjældent har været plads til før. Ingeniørerne bliver nu konfronteret med, hvorvidt deres løsninger er bygbare eller giver problemer, påpeger Henriette Hall-Andersen.

Byggepladsen A/S
Ifølge Henriette Hall-Andersen handler BygSoL i høj grad om at skabe en ny kultur for byggepladsen. Traditionelt er den præget af mange nye og sammenbragte medarbejdere, der i praksis koncentrerer sig om hver deres eget projekt i form af fagentreprisen. Det giver en mentalitet, hvor hver mand klarer sit.

- I stedet skal man have en forståelse for hinandens arbejde. Byggepladsen skal i højere grad fungere som en virksomhed, hvor medarbejderne måske ikke altid interesserer sig for, hvad man laver i de enkelte afdelinger, men man bruger alligevel tid på at informere alle om stort og småt i virksomheden, og det skaber en fælles kultur, som igen fører til en større forståelse og ansvarlighed for hinanden og det arbejde, man leverer, siger Henriette Hall-Andersen.

Med til at skabe ’virksomheden’ er de store fællesmøder med en til to ugers mellemrum, hvor alt kan diskuteres. Her diskuteres det, der er relevant for de fleste, typisk om arbejdsmiljø og omgangsformer.

Start med grill og kalender
BygSoL ideerne kan bruges i store som små projekter lige fra parcelhuse til store erhvervs- og boligbyggerier. Det gælder blot om at tilpasse rammerne til projektet.

- I starten fokuserede vi på, at man skulle bruge alle elementerne i BygSoL, nærmest som et koncept for, hvordan man skulle bygge. Nu råder vi mere til at se individuelt på, hvilke elementer man med fordel kan plukke ud og bruge i et bestemt byggeri. Har man f.eks. ingen erfaring med BygSoL på pladsen, skal man måske starte med bare at gøre noget for det sociale på pladsen – sæt en grill op, så man kan riste pølser. Og så koncentrere sig om at forbedre planlægningen med f.eks. uge- og periodeplaner. Der skabes en god stemning på pladsen, og håndværkerne inddrages. Det er overskueligt, og vi ved, det har en positiv effekt på byggeriets udførelse, siger Henriette Hall-Andersen.

- Efterhånden som flere og flere har prøvet at arbejde efter BygSoL principperne, spredes de af sig selv. Til sidst vil virksomhederne have opbygget kompetencerne til selv at iværksætte og køre deres egne forløb, siger Henriette Hall-Andersen.


FAKTA
BygSoL står for Samarbejde og Læring i byggeriet. Det er sammensat af en række kendte principper fra partnering, trimmet byggeri og BygLOK og bruges til at skabe bedre samarbejdsformer, til at styre byggeprocessen og udvikle medarbejdernes kompetencer.
Målet er at skabe en ny og forbedret byggeproces, hvor værdien øges, kvalitet og arbejdsmiljø forbedres, mens omkostningerne reduceres.
BygSoL er baseret på en række visioner for fremtidens byggeri: Byggeriet skal ikke længere fokusere på omkostninger og avancer, men på at skabe værdi for kunden og for byggeriets parter. Alle aktører står sammen om at løfte opgaven, og alle inddrages i planlægningen. Faggrænser nedbrydes, mens tværfaglighed prioriteres. Medarbejderne skal hele tiden lære og videreuddannes – helst på pladsen.
Nogle af værktøjerne i BygSoL er bl.a. kick-off møder før opstart, projektweb til videndeling, uge- og periodeplanlægning, hvor håndværkere og byggeledelse deltager, regelmæssige byggepladsmøder.
Ved at inddrage alle parter og nedbryde hierarkierne på byggepladsen skabes fælles ejerskab til beslutningerne og fokus på kvaliteten i det afleverede arbejde.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden