spacer
Videnscenter skal give bedre gulve

Gulvbranchen vil fremover samle og dele ud af den viden og erfaring, som branchens medlemmer og eksperter besidder

Der er fordele ved at dele ud af sin viden. Derfor er Gulvbranchens mål for de kommende år at blive et videnscenter for al den viden og erfaring, som håndværkere kan få brug for i forbindelse med etablering og lægning af gulve. Det gælder også de håndværkere, der traditionelt arbejder med andre områder af byggeriet end selve gulvlægningen.

- Vore medlemmer har stor erfaring med alle trin i processen – fra undergulv til topbelægning, og den viden stiller vi gerne til rådighed for andre, der måtte have brug for den i deres arbejde, siger formand for Gulvbranchen, Christian Strøm.

For mange fejl
Initiativet bunder, ifølge Christian Strøm, i, at der opstår for mange fejl og forkerte løsninger, når håndværkere fra forskellige brancher lægger gulve.

- Typisk er det en håndværker, der har lagt et gulv uden at have den fornødne viden. Ved at dele ud af vores viden kan vi både løfte niveauet for den kvalitet, som håndværkerne kan tilbyde, og vi kan løfte branchens niveau og omdømme - ofte tror folk, at det er en håndværker fra gulvbranchen, der har lavet fejl, når noget går galt, selvom det ikke altid er tilfældet, vurderer Christian Strøm.

For at sikre, at visionen om et videnscenter i Gulvbranchen bliver til virkelighed, vedtog Gulvbranchen på generalforsamlingen onsdag d. 10. maj en handlingsplan under navnet Strategiplan 2012. Strategiplanen indeholder konkrete forslag og langsigtede initiativer til forbedringer af Gulvbranchens service og samarbejde i de kommende år. Videnscenteret er en del af disse initiativer.

Ny sekretariatschef
En af dem, der skal følge projektet, er Gro Andersen. Hun blev på generalforsamlingen valgt som ny sekretariatschef for Gulvbranchen. Gro Andersen lægger vægt på, at Gulvfakta er et unikt redskab for Gulvbranchen og også skal være det fremover:

- Gulvfakta skal udvikles, for at vi kan få det fulde udbytte af det. Det betyder, at vi skal digitalisere alle informationerne og gøre dem nemme at finde rundt i, og så skal vi udbrede kendskabet til det nye produkt.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden