spacer
Ny formand for Håndværksrådet



Det blev direktør Niels-Erik Lundvig, som Håndværksrådets repræsentantskab har valgt til ny formand. Han afløser fabrikant Poul Ulsøe, som efter 10 år på posten har valgt, at det var tid til at give opgaven videre.

Niels-Erik Lundvig er direktør i eksportvirksomheden Q-transportmateriel A/S i Galten ved Århus. Den er på mange måder et skoleeksempel på en mindre, dansk virksomhed med succes. Virksomheden producerer ekstremt fleksible samlebånd og afsætter dem både herhjemme og i stigende grad i udlandet. Niels-Erik Lundvig er en networker med mange tillidserhverv. Han brænder for at sætte de små og mellemstore virksomheder på den politiske dagsorden og mener, at det til tider er overset, hvilken stabilitet og hvilket grundlag for vækst små og mellemstore virksomheder giver vores samfund.

Poul Ulsøe overdrog formandskabet under massive klapsalver, og Niels-Erik Lundvig kvitterede for tilliden med ordene: "Jeg bliver nu formand for en organisation med stærke holdninger - en organisation, som også forstår at fremføre disse holdninger, så det giver gehør i store dele af befolkningen og i Folketinget. Håndværksrådet har et rigtigt godt fundament, vi skal bygge videre på.".

Håndværksrådet tildelte den afgående formand Poul Ulsøe rådets hæderstegn i guld for en stor indsats.

Som særlig taler på repræsentantskabsmødet havde Håndværksrådet inviteret finansminister Thor Pedersen. Hans indlæg fokuserede på resultaterne af den borgerlige regerings politik og kvalitetsreformen. Thor Pedersen fremhævede tillige Poul Ulsøes store indsats i Globaliseringsrådet og hans indflydelse på resultatet af arbejdet.

Han opfordrede danske virksomheder til at bruge denne periode uden ledighed til at tænke i og finde løsninger, der øger produktiviteten i den private sektor.






 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden