spacer
Teknisk isolering i offensiven

Af Michael Rughede
Den tekniske isolering har i årevis været anklaget for at være for dårligt udført. Undersøgelser viser, at når de kolde og varme rør er utilstrækkeligt ’klædt på’, kan det koste et øget energiforbrug på mere end 10 %.

Og i tilfælde af brand kan det føre til kollaps, hvis der sjuskes med brandisoleringen omkring bygningens bærende stålkonstruktion.

Dårlig teknisk isolering handler således om tab af menneskeliv, energikroner og miljø, og derfor har der været fokus på at få standarden hævet.

Dårlig projektering
Her har et af branchens udspil været lanceringen af en oplysnings- og kontrolordning med TÜV-stikprøver af medlemsvirksomhedernes isoleringsarbejder.

Ordningen har kørt i et år, nu satses der hårdt på at udbrede kendskabet til den til rådgivere, projekterende og de udførende.

- Vi har fået den godt indarbejdet hos medlemmerne, så det er tid at få de andre led i byggeprocessen informeret om ordningen. Det handler om at sætte mere fokus på alle de forhold, der sikrer, at den tekniske isolering overholder standarderne, siger Lars Graff, formand for Danske Isoleringsfirmaers Brancheforening (DIB).

Han påpeger, at en bredere øget fokus er nødvendig, hvis isoleringen skal blive bedre.

- Meldingen fra TÜV-kontrollanterne er, at selve isoleringsarbejdet faktisk udføres godt nok. Det er de fysiske forhold omkring rørføringer, skakter mv., der er rystende ringe. Der er ofte for lidt plads til at lave en isolering, der overholder kravene, fordi der ikke er projekteret ordentligt. Det skal udbredelsen af ordningen være med til at rette op på, fortæller Lars Graff.

Stikprøve af kvaliteten
Konkret indebærer Oplysnings- og Kontrolordningen, at hvert DIB-medlem tre gange årligt får kontrolleret, om isoleringsarbejdet lever op til DS 452, standarden for den tekniske isolering.

Isoleringsarbejder omkring kolde/varme rør klassificeres i A, B eller C-kategorier afhængigt af kvaliteten, hvor A betyder, at 95-100 % af isoleringen overholder kravene. Brandisoleringen klassificeres dog ikke, men skal altid være udført 100 % korrekt i henhold til BS60 eller BS120 for at kunne godkendes.

Både isoleringsfirmaet og entreprenøren får tilsendt en rapport på stikprøven, mens bygherren informeres om, at der er udført en kontrol. I tilfælde af flere stikprøver, hvor standarden ikke overholdes, ekskluderes isoleringsfirmaet af brancheforeningen og kontrolordningen.

Bygherrer og entreprenører kan på eget initiativ købe sig til en gennemgang af et isoleringsarbejde under ordningen.

Tvunget til dialog
- De steder, hvor isoleringen af en eller anden grund ikke kan udføres korrekt, skal isoleringsfirmaet sikre sig et tilsynsnotat, der dokumenterer, at man har været opmærksom på problemet. Isoleringsfirmaet skal derfor forholde sig til alle detaljer af arbejdet, og samtidig tvinges parterne til at tage en dialog om arbejdet. Det synliggør de steder, hvor der er projekteret for dårligt, siger Lars Graff.

Ordningen kan også være en hjælp til isoleringsfirmaerne, der kan støtte sig til kravene i en eventuel diskussion med vvs-entreprenøren, som de som regel altid arbejder for. Generelt kan ordningen blive en løftestang til at give den tekniske isolering en ny plads i byggeprocessen.

- Forhåbentlig kan vi være med omkring projektgennemgangen, så vi tidligt kan fange problemer omkring isoleringen. Vi vil også arbejde for, at isoleringsarbejdet udvikler sig til at blive en selvstændig fagentreprise, siger Lars Graff.

rughede@odsgard.dk




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden