spacer
Annoncehajerne spræller i nettet

Af Michael Rughede
Den danske bestand af annoncehajer kan være på vej mod udryddelse. Sådan er vurderingen ovenpå to domme for nyligt, hvor to annoncehajer har fået dom ved byretten i Odense for at vildlede kunderne til at købe værdiløse internet-annoncer.

I marts blev Key Info, der står bag internetsiden Key 2 More, dømt til at afstå fra sine krav mod fem virksomheder, der var blevet lokket til at købe annoncer.
I starten af april talte Odense-retten talt igen, og denne gang var det Lokalforlaget Aps, som fik læst paragrafferne.

Lokalforlaget var anklaget for at have lokket en skolesekretær fra Vejle Kommune til at købe annoncer for 116.250 kr. til internetsiden Kommunevejviseren. En indkaldt syn- og skønsmand vurderede annoncerne som komplet værdiløse, og retten dømte Lokalforlaget til at tilbagebetale beløbet plus 40.000 kr. i sagsomkostninger.

Skridt i rigtig retning
- Det vil være endnu et skridt i den rigtige retning, hvis det er den linje, som domstolene fremover vil følge i dens slags sager, lyder det fra jurist Jeppe Rosenmejer fra Håndværksrådet. Han rådgiver og informerer virksomheder om annoncehajer på Håndværksrådets specielle haj-hotline – Hajnettet.

- Dommene viser, at man ikke er forpligtet til at betale for værdiløse annoncer, og andre, der er blevet snydt af de to annoncehajer, må kunne forvente et lignende udfald, hvis de har købt annoncer, siger Jeppe Rosenmejer.

Ifølge Jeppe Rosenmejer er dommene fra Odense de to første retsafgørelser mod annoncehajer, fordi lignende sager hidtil er blevet afgjort ved forlig og dermed aldrig blevet prøvet ved domstolene.

Sommer-dom bliver afgørende
Men selvom dommene måske er et vigtigt skridt, skal den helt store styrkeprøve med annoncehajerne stå til sommer. Her forventes der at falde dom i en straffesag mod Dansk Telesupport, som Håndværksrådet politianmeldte tilbage i 2003.

Håndværksrådet betegner Dansk Telesupport som landets største annoncehaj, og ledelsen er tiltalt for bedrageri og vildledende markedsføring for 3 mio. kr. samt forsøg på bedrageri til 1 mio. kr.

Straframmen er op til seks års fængsel, og selv om Jeppe Rosenmejer ikke forestiller sig, at en dom vil nærme sig den grænse, så vil sagen få stor betydning for den fremtidige kamp mod hajerne. Den viser, at der nu er risiko for fængselsdomme til ledelsen. Ledelsen er ansvarlig , hvis der ikke blot er tale om enkelte sælgeres handlinger, men om systematisk vildledning iværksat og godkendt af den.

- Mange af den slags firmaer er typisk startet af smarte handelsskolestuderende, der har øjnet en chance for hurtige penge ved at sælge værdiløse annoncer. De er ikke hårdkogte kriminelle, og ingen af dem bryder sig om udsigten til at sidde i fængsel, så det kan højst sandsynligt få mange til at trække sig fra branchen, mener Jeppe Rosenmejer.

Hvor hører sagen hjemme?
Sagen mod Dansk Telesupport er også vigtig af hensyn til ”ansvarsfordelingen” i fremtidige sager.

- Sagen er meget afgørende. Politikere, Forbrugerombudsmanden og politiet afventer den dom, og den vil højst sandsynligt føre til en afklaring af, hvordan man i fremtiden skal tackle lignende sager, siger Jeppe Rosenmejer.

Hidtil har politiet ment, at Forbrugerombudsmanden skal tage sig af sager mod annoncehajerne, fordi de mener, at sagerne falder ind under markedsføringsloven. Ombudsmanden mener omvendt, at de ikke gør det, fordi det er sager fra erhvervslivet, og han tager sig kun af sager, der involverer forbrugere.

- Sagerne er landet mellem to stole. Der kan en dom mod Dansk Telesupport føre til, at man træffer en afgørelse om, hvilke sager der skal behandles hvor i systemet. Nogle skal måske behandles af Forbrugerombudsmanden, mens andre bliver politisager, mener Jeppe Rosenmejer.

rughede@odsgard.dk




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden