spacer


SMV'er fravælger digitalt byggeri

Mindre virksomheder forventer få kunder med digtale krav

Det kan for mange byggevirksomheder være en stor opgave at gøre sig parat til Det Digitale Byggeri. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

Selvom over halvdelen af byggevirksomhederne generelt planlægger at implementere principperne fra Det Digitale Byggeri, så dækker det pæne gennemsnit over en stor spredning blandt branchens forskellige virksomheder.

Der er nemlig en klar tendens til, at det er de større virksomheder, der vælger til, mens de små og mellemstore virksomheder er mere skeptiske.

Undersøgelsen viser, at 77% af virksomhederne med under 25 ansatte fravælger Det Digitale Byggeri, mens det tilsvarende er 15% for virksomheder med over 25 ansatte.

Blandt de større virksomheder vælger over 70% at gå videre med Det Digitale Byggeri.

- Analysen viser, at virksomhederne primært fravælger Det Digitale Byggeri, fordi de ikke forventer at få kunder, der anvender det, forklarer Jørn Jensen, projektchef i Dansk Byggeri.

- Men jeg er helt sikker på, at der inden for kort tid vil være mange bygherrer, der vil anvende principperne i Det Digitale Byggeri - alene fordi der er klare fordele ved det.

- Det Digitale Byggeri vil hurtigt brede sig som ringe i vandet. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man beslutter sig for at hoppe på vognen - det er allerede fremtiden, siger Jørn Jensen.

Ifølge Jørn Jensen har en lang række virksomheder allerede stiftet bekendtskab med anvendelsen af projektweb, som er et fælles sted på internettet, hvor man udveksler og deler tegninger og dokumenter. Desuden anvender mange digital signatur som et naturligt værktøj i andre sammenhænge i virksomhedens dagligdag.

- På den baggrund er mange udførende virksomheder i virkeligheden tæt på at kunne være en del af Det Digitale Byggeri. Det ændrer naturligvis ikke på, at det er en stor opgave for en udførende virksomhed at gøre sig parat til Det Digitale Byggeri, konkluderer Jørn Jensen.

- nn



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden