spacer
Bonus giver bedre sikkerhed i byggeriet i DR Byen



Bonusordning kritiseres for at være misbrug af offentlige midler. DR afviser beskyldningerne og fremhæver fordelene


Sikkerhedsbonusser er medvirkende til, at der sker betydeligt færre arbejdsulykker i DR Byen end på danske byggepladser i gennemsnit, fastslår DRs økonomidirektør i en pressemedelelse.

Det handler om den sikkerhedsbonus, som DR udbetaler til de entreprenørfirmaer, der er med til at opføre DR Byen. Den har været kritiseret massivt i medierne de seneste dage, men midt i forargelsen drukner ordningens åbenlyse fordele mener DR.

- Sikkerhedsbonussen er en del af en række arbejdsmiljøinitiativer, der har sikret, at der sker betydeligt færre arbejdsulykker i DR Byen end på danske byggepladser i gennemsnit. Det er godt for byggeriarbejderne, men det betyder også færre hospitalsbehandlinger og lavere udgifter til sygedagpenge og så videre. Samlet set er det en samfundsøkonomisk god ordning, siger DRs økonomidirektør David Hellemann.

Sikkerhedsbonussen indgår i kontrakterne med entreprenørerne i DR Byen. Bonusbeløbet er fastsat som en promillesats af entreprisesummen. Samlet er der brugt knap 4,5 millioner kroner i løbet af de sidste fem år på ordningen. Det er et krav, at pengene skal komme medarbejderne til gode og ikke blot ryge ned i entreprenørernes kasser. Bonusserne skal bruges til kulturelle og sociale arrangementer, der vel at mærke også har et sikkerhedsmæssigt islæt, fastslår DR.

- Det er ikke DR, der bestemmer, hvordan bonusserne præcist skal bruges til fordel for entreprenørernes medarbejdere. Det fastlægger entreprenørerne i samarbejde med deres medarbejdere. Entreprenørvirksomhederne står for alt det praktiske, mens DRs sikkerhedschef godkender, at arrangementerne opfylder de krav, der er fastlagt i entreprisekontrakterne - herunder at der indgår elementer vedrørende byggeri og sikkerhed, siger David Hellemann.

2004 udnævnte EU's Arbejdsmiljøagentur DR Byen som en af årets fem europæiske vindere af EU's arbejdsmiljøpris Good Practice Award 2004. Det var det danske Arbejdstilsyn, der havde indstillet DR til prisen.

-sbo





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden