spacer
Opsvinget "drypper" også på byggevarehandlen



Rekord-aktivitet i byggeriet har forplantet sig til byggevarehandlen fastslår Trælasthandlerunionen - TUN


Byggebranchen satte sidste år rekord med en omsætning på 205 milliarder kroner. Tilmed er produktiviteten øget, idet produktionen er vokset 10% og beskæftigelsen kun 5%. Medlemmerne kan se tilbage på et "forrygende" 2006. En byggesektor i den yderste overhalingsbane har naturligt nok givet stor travlhed hos de godt 400 tømmerhandlere og byggevareforretninger i TUN.

- Vi ved, at medlemmerne har ligget vandret for at skaffe materialer til byggeriet. Alligevel kan det ikke undgås, at det hektiske aktivitetsniveau, og manglen på arbejdskraft hos producenterne har betydet længere ventetider på nogle typer byggematerialer, end man har været vant til tidligere, sagde Jørgen S. Hansen, formand for Trælasthandlerunionen - TUN, på unionens årsmøde i Nyborg.

Netop manglen på byggematerialer fik ifølge TUN en lidt spøjs udløber, i form af en såkaldt "Kvikskranke". Den blev indført af Erhvervs- og Byggestyrelsen fra 2007, for at gøre det nemt for små og mellemstore virksomheder selv at importere byggematerialer fra udlandet.

Men i praksis kan det blive en yderst besværlig øvelse for håndværksmesteren at blive importør – og i værste fald en dyr omgang. For der er en lang række faktorer at tage højde for: Sikkerhed, forsikring, produktansvar, vejledningspligt, told, brand- og styrkekrav, afgifter, byggestandarder, transport og meget andet. Tiltaget er et halvhjertet forsøg på at dæmpe nogle få symptomer, i stedet for at søge at helbrede sygdommen, fastslog TUN på årsmødet.

TUN har succes med messearrangement
Trods den enorme travlhed i byggeriet havde fagfolkene ikke for travlt til at lægge vejen forbi TUNs store Byggeri 2006 messe i Fredericia. Den velbesøgte messe i 2004 blev i 2006 overgået med 3% flere besøgende – faktisk hele 31.018 besøgende – selv om antallet af messedage var skåret ned fra fem til fire.

- Udstillerne jublede. Ikke kun på grund af det høje besøgstal, men i høj grad også fordi de besøgende var mere målrettede og seriøse end nogensinde. Byggeriets fagfolk viste klart, at de prioriterede messebesøget for at hente viden om de nye byggematerialer og -løsninger, som kan gøre dem mere effektive i hverdagen, sagde Jørgen Hansen.

Populær portal
Formanden kom i sin beretning også ind på et projekt, som TUN har søsat dels for at styrke undervisningen på handelsskolerne, dels for at øge synligheden over for handelsskoleeleverne.

Kernen i projektet er netportalen www.byggemarkedscase.dk, som lærerne frit kan anvende i den brancherettede undervisning og i projektfagene. Med små film/cases og tilknyttede opgaver, giver portalen et vedkommende og virkelighedsnært input i undervisningen, og det har flere end 100 handelsskolelærere i Danmark, Grønland og Færøerne allerede benyttet sig af.

Succesen har ansporet TUN til at fortsætte og udbygge projektet, som dels giver et frisk pust i undervisningen, dels anskueliggør, at branchen rummer en bred vifte af attraktive lærepladser.

-sbo





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden