spacer


Ny stadsarkitekt i Århus

Tidligere arkitektformand og designrektor indtager toppost i Jyllands hovedstad

Af Niels Nielsen

Et år efter Århus tidligere stadsarkitekt Ole Østergaard fratrådte har den jyske hovedstad igen fået en person med opgaven at sikre byens arkitektoniske kvalitet.

Med virkning fra den 1. august 2007 har byen ansat den tidligere formand for Akademisk Arkitektkforening og nuværende rektor for Danmarks Designskole, Gøsta Knudsen, på posten som ny stadsarkitekt.

Stadsarkitekten vil få det overordnede ansvar for at byen udvikler sig på en måde, hvor de arkitektoniske hensyn er sat i højsædet.

En væsentlig opgave for stadsarkitekten bliver at være med til at sikre byens mange fine byrum og at bidrage til fortsat nytænkning med hensyn til planlægning og arkitektur.

Gøsta Knudsen(f. 1945) er uddannet murer, bygningskonstruktør og arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus, hvor han i perioden fra 1991-1997 var rektor.

Som praktiserende arkitekt har han også sat sit præg på Århus. I perioden 1972 til 1995 har han haft eget firma sammen med arkitekten Jan W. Hansen. Mest kendte projekt fra arkitektfirmaets hånd er en dekonstruktivistisk byplan til området Skejbygård.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden