spacer
Flügger rykker til Polen

Fionas dage er talte. Den Flügger-ejede malingfabrik i Faaborg skal nedlægges senest i 2011 og produktionen af tapet, filt og væv flyttes til Polen.

Planen er at klare flytningen over to omgange. Først rykker produktionen af filt og væv i juli 2008 og dernæst tapetproduktionen i 2011, mens lageret flytter til Sverige i løbet af det næste år.

Grunden til flytningen er, at koncernen har valgt Polen som det land uden for Skandinavien som der skal satses på. Flügger-ledelsen regner med væsentlige interne synergieffekter og at koncernens konkurrenceevne indenfor tapet og væg-beklædning sikres.

Flügger står også over for at skulle udskifte den nuværende håndværksmæssige produktion af tapeter med moderne teknologi. Koncernen skal derfor til at benytte en helt ny teknologiplatform, og det har været med til at fremskynde processen.

I øjeblikket er der 31 ansatte på Fiona, men mange af dem når pensionsalderen inden for de næste fem år. Flügger regner med at de ansatte, der først bliver berørt af flytningen, kan skaffes nyt job i Faaborg eller andre steder i koncernen.

De kommende år vil Flügger investere yderligere i design og produktudvikling, som fortsat kommer til at foregå i Danmark.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden