spacer
Byggeriet tager en puster

Håndværksrådet har kigget i krystalkuglen og giver i halvårlige byggeanalyse et bud på kommende år. Ifølge analysen topper aktiviteterne i byggebranchen i 2007, og i alle dele af byggeriet vil der være tilbagegang i 2008. Men det er slet ikke en dårlig udvikling for byggeriet, for aktivitetsniveauet vil fortsat være meget højt.

- Prognosen for de kommende to år er godt nyt for byggeriet. Med en rekordvækst på 10 pct. i 2006 har byggeriet ligget oppe i det røde felt det meste af året. Det har resulteret i udbredt mangel på arbejdskraft og materialer med lange ventelister til følge. Det er derfor ingen skade til, at aktiviteten falder lidt. Aktivitetsnedgangen i 2008 bliver ikke større, end at sektoren fortsat vil melde om højkonjunktur, men ventetiderne vil være normaliseret samtidig med, at sektoren kan fastholde en høj beskæftigelse. Alt sammen til gavn for både virksomheder, håndværkere og byggeriets kunder, siger Håndværksrådets cheføkonom Jakob Brandt.

Nedgang i lejlighedsbyggeriet
At festen på boligmarkedet er slut afspejler sig i boligbyggeriet for de kommende år. Særligt lejlighedsbyggeriet vil gå tilbage i 2007, og tendensen forstærkes i 2008, hvor antallet af nybyggede lejligheder forventes at falde med 11 pct.

Håndværksrådet forventer derimod, at der i 2007 vil blive påbegyndt 10.700 parcelhuse, hvilket er en lille stigning i forhold til 2006. Men i 2008 falder også denne del af nybyggeriet.

- Priserne på lejligheder er, især i hovedstadsområdet, nu på vej ned, og vi har i løbet af 2006 set, at mange af de professionelle investorer trækker sig ud af markedet. Det reducerer efterspørgslen efter ejerlejligheder og påvirker også nybyggeriet. Vi forventer derfor, at antallet af påbegyndte boliger vil falde med 12 pct. fra 2006 til 2008. Boligbyggeriet ligger dog historisk set stadig meget højt, og der vil trods tilbagegangen blive påbegyndt flere boliger i 2008, end der blev i 2005, siger Jakob Brandt.

Nok samtalekøkkener
Opbremsningen i både byggesektoren og samfundsøkonomien som helhed mærkes også i andre dele af byggeriet. Håndværksrådet tror, at reparations- og vedligeholdelsesaktiviteterne efter at have toppet i 2007 med næsten 112 mia. kr. vil falde i 2008.

- Danskerne har ikke brug for flere samtalekøkkener, siger Jakob Brandt.

- Markedet for boligforbedringer har de sidste år virket umætteligt, men i takt med, at boligstandarden er forbedret drastisk, ser vi nu en afmatning på dette marked, og i 2008 får vi det første fald i aktiviteten siden 2002.
Ud over, at visse boligejere kan have svært ved at finde på flere forbedringer, er det den stigende rente og stagnerende boligpriser, der er skyld i opbremsningen.

Flere udenlandske håndværkere
Beskæftigelsen i byggesektoren holder sig fortsat på et meget højt niveau. Med udsigten til en mild vinter forventer Håndværksrådet, at byggeriet i 2007 vil beskæftige mere end 172.000 personer. I 2008 forventes et mindre fald i beskæftigelsen på ca. 2.500 personer.

- Selvom vi i 2008 vil se et fald i beskæftigelsen, så er faldet mindre end den naturlige afgang, der er, som følge af folk, der går på pension og efterløn. Byggeriet skal derfor fortsat arbejde med at tiltrække flere unge til byggeuddannelserne, ligesom det er vigtigt at indrette virksomhederne, så ældre medarbejdere har lyst til at blive lidt længe på arbejdsmarkedet. Den udenlandske arbejdskraft er kommet for at blive, og vi kan ikke klare os uden den. I takt med, at flere og flere virksomheder får erfaringer med at hente ansatte i udlandet, vil vi se flere tyskere og østeuropæere på de danske byggepladser, forudser Jakob Brandt.

Hele byggeanalysen kan læses her.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden