spacer
Dansk Byggeri jagter logo-fuskere

Et logo, der signalerer sikker kvalitet, er guld værd, når man skal tale til forbrugerens hjerte – og pengepung. Det gælder også i byggeriet, hvor enkelte lyssky virksomheder ser en fidus i at bruge Byg Garantis logo uden at være medlemmer af Dansk Byggeri. Derved lokkes kunder i butikken, som fejlagtigt tror de er omfattet af ordningen i tilfælde af byggefejl.

Griber den slags misbrug om sig, udvandes forbrugernes tro på logoet. Derfor er Dansk Byggeri rykket i offensiven for at bekæmpe logo-fuskerne.

Organisationen indrykker nu annoncer, hvor forbrugerne advares mod byggevirksomheder, der uretmæssigt bruger logoet. Det har i første omgang ramt firmaet LN Byg, som i Susålandets Avis har benyttet sig af logoet uden at være medlem hos Dansk Byggeri.

- Dansk Byggeri sender hermed en advarsel til alle, der påtænker at entrere med LN Byg i tillid til, at virksomheden er omfattet af Byg Garanti, siger advokat Morten Søjborg, Dansk Byggeri .

- Samtidig vil vi med den annoncerede advarsel give alle, som - netop i tillid til, at virksomheden er omfattet af Byg Garanti - har entreret med LN Byg, mulighed for at henvende sig til Dansk Byggeri, hvor vi står til rådighed med information om deres retsstilling.

Morten Søjborg pointerer, at det er forholdsvis nemt af afsløre falsk brug af Byg Garanti logoet, og at der naturligvis tages retlige skridt mod de virksomheder, der ”pryder sig med lånte fjer”.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden