spacer
Alt skal være tæt i Stenløse

Af Michael Rughede
En af de kommuner, der har valgt at udnytte muligheden for at forlange tæthedsprøver, er Stenløse Kommune. Kommunen ønsker at fremme tæt og energirigtigt byggeri. Blower Door test og termografering er nogle af redskaberne til at sikre sig, at kravene er overholdt.

Det gælder både for et stort udbygningsområde, Stenløse Syd, hvor 750 lavenergiboliger opføres over flere etaper, såvel som i andre nybyggerier i kommunen.

- I Stenløse Syd har kommunen indskrevet særlige energikrav i de tinglyste servitutter, da grundene blev solgt. Vi følger byggerierne gennem deres tilblivelse for at sikre, at de færdige huse overholder kravene, fortæller Reza Rad, ingeniør og energikonsulent. Han er ansat til bl.a. at gennemgå energirammeberegninger og kontrollere bygninger for utætheder og kuldebroer.

40 procent dumper
Han er muligvis den eneste kommunalt ansatte ”energi-detektiv” i Danmark, men resultatet af hans arbejde viser, at han ikke er overflødig.

- Godt 40 procent af husene kan ikke klare tæthedskravet, når de er færdige.
Det på trods af, at vi løbende besøger byggepladserne og rådgiver om, hvordan man bygger tæt, siger Reza Rad om erfaringerne fra Stenløse Syd.

De hyppigste fejl er perforeringer af dampspærren, når der monteres halogenspots og stikkontakter samt dårlig isolering ved skorstene og emhætter. En særlig vanskelig detalje er tilsyneladende loftslemmen, hvor Reza Rad finder utætheder ved ni ud af ti lemme.

- Inden afleveringsforretningen tager vi tager en snak med entreprenøren, og i 70 procent af tilfældene kan man forholdsvist nemt udbedre skaderne. Men på enkelte vil udgifterne til fejlretning være store, hvis de skal overholde kravet, siger Reza Rad.

Behov for kontrol
De forholdsvis mange fejl optræder endda i byggerier, hvor der er specielt fokus på tæthed. Entreprenører og håndværkere ved, at byggerierne kontrolleres efterfølgende.

- Heldigvis bliver håndværkerne bedre til at undgå fejl, jo flere huse de bygger, og de bliver bedre til at forstå, hvor der opstår fejl, siger Reza Rad. Han fornemmer en åbenhed hos entreprenørerne til at få hans input, der er med til at fange fejlene og gøre byggekvaliteten bedre.

Både i forbindelse med Stenløse Syd og andre byggerier oplever kommunen, at der indsendes energirammeberegninger for byggesagerne, der ofte er lovligt optimistiske og nogen gange med forkerte forudsætninger.

I Stenløse har man kapacitet til at gennemgå beregningerne og man foretager også opfølgende kontrolmålinger på byggerier, der på forhånd vurderes til at være i risikozonen for utætheder.

Og det sætter bygherrerne, de nye boligejere i Stenløse, pris på, mener Reza Rad.

- Folk bliver i stigende grad opmærksomme på problemerne med utætheder, og de forlanger, at huset er tæt. Et er den højere energiregning, men hvis vinden piver ind i børneværelset, bliver børnene oftere syge, og de vil heller ikke acceptere risikoen for skimmelsvampe-angreb, at stuen er fodkold eller at det trækker koldt ved sofaen, siger han.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden