spacer
Skoler blokerer for ny mesterlære

Lærlingene strømmer til den nye mesterlære. Siden den trådte i kraft 1. august i år har hele 424 lærlinge valgt at starte deres uddannelse i et firma frem for med grundforløbet på erhvervsskolen.

I Håndværksrådet glæder man sig over succesen, men undrer sig over, at aftalerne fordeler sig så skævt på erhvervsskolerne. Hos en tredjedel af erhvervsskolerne indgås nemlig kun ganske få eller slet ingen mesterlære-aftaler.

- Noget tyder på, at en del erhvervsskoler blokerer eller glemmer at rådgive virksomhederne om denne nye mulighed for at give de unge en praktisk orienteret start på en erhvervsuddannelse, siger chefkonsulent i Håndværksrådet Anne Holm Sjøberg.

Hun mener, at nogle af skolerne giver et forkert indtryk af mesterlære-ordningen, hvilket skræmmer virksomheder og elever væk.

- En del af vores medlemsvirksomheder giver udtryk for, at deres erhvervsskole enten ikke kender noget til den ny mesterlære eller direkte fraråder virksomhederne at indgå mesterlærekontrakter, fortsætter Anne Holm Sjøberg.

- Nogle erhvervsskoler giver fejlagtigt virksomhederne det indtryk, at de pålægges det fulde ansvar for alle de boglige og praktiske fag, hvilket slet ikke er tilfældet. I den ny mesterlære kan de unge netop springe hovedparten af den boglige undervisning over i starten af læretiden, hvilket er meget motiverende for skoletrætte unge, siger hun.

- Utilfredse virksomheder må gerne henvende sig til os. Vi kan også henvise til pjecen "Klar besked om den ny mesterlære", siger Anne Holm Sjøberg.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden