spacer


Jyder uden højdeskræk

Ni-etagers boligtårne på vej i Fredericia

Af Niels Nielsen

Mens debatten for og imod højhuse fyger gennem medierne i Hovedstaden, går man anderledes konkret til værks i Jylland.

I Vejle har man netop indviet det 17 etagers kombinerede kontor- og bolighøjhus 'Den Hvide Facet' ved havnen, og i Fredericia planlægges et 20 etagers højhus i et nyt boligområde på den tidligere Kemira-grund i midtbyen.

Nu annonceres så endnu et højhus-projekt i Fredericia. På et tidligere plejehjemsareal uden for byen planlægges seks punkthuse på otte til ni etager med i alt 102 boliger.

Selvom ni etager måske ikke umiddelbart kan betegnes som specielt højt, så fremstår bygningerne alligevel visuelt som tårnhuse. Facadeudtrykket er tydeligt opadstræbbende med slanke proportioner og lodrette opdelinger.

Det er arkitektfirmaet Hune & Elkjær, der har tegnet boligprojektet for Kuben, som projekteres i samarbejde med Moe & Brødsgaard.

Det forventes at byggeriet går i gang i 2009. Forinden skal der udarbejdes lokalplan for området.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden