spacer
Byggeriets omsætning nærmer sig 200 mia. kr.

Rekordomsætning i byggebranchen giver mindre tid til sort arbejde

Af Louise Strøbech

En af fordelene ved den ophedede byggebranche er, at det hvide arbejde fortrænger det sorte. Det siger økonom i BAT, Bo Sandberg.
Han har kigget på byggeomsætningen for årets første tre kvartaler, og kan se, at omsætningen indenfor bygge- og anlægsbranchen er steget med ikke mindre end 15,4 procent i forhold til samme periode i 2005.

Hvidt og sort
I kroner og ører er det en stigning på 18,6 milliarder kroner, hvilket betyder, at branchen har omsat for 139,4 milliarder ind til videre i 2006.

- Når der er så høj beskæftigelse i den hvide økonomi, er der meget af det sorte arbejde, der udføres som hvidt, og det er jo meget positivt. Når ordrebøgerne er fyldt med hvidt arbejde, er der ikke overskud til det sorte arbejde, siger Bo Sandberg.

3,0 % sort arbejde
Han henviser til en analyse, som Rockwoolfonden har udført, der viser, at det sorte arbejde i 2001 udgjorde 3,8 procent af bruttonationalproduktet (BNP), mens det tal i 2005 var faldet til 3,0 procent af BNP.

- Det fald tilskriver de ene og alene aktiviteterne i byggebranchen, siger han.

En bedrift
Hvis fremgangen fortsætter frem til nytår, og følger tendensen for 2005, hvor byggeomsætningen var størst i årets sidste tre måneder, er der en reel mulighed for, at byggeriets omsætning ved årsskiftet vil komme over den magiske grænse på 200 milliarder kroner, vurderer Bo Sandberg.

- Hvis fjerde kvartal ellers udvikler sig, som det gjorde sidste år, lander vi på 199 milliarder. Men det kan selvfølgelig godt svinge lidt, så vi kommer 3-4 milliarder under eller et par milliarder over. Og det vil helt klart være en bedrift, siger Bo Sandberg, som tror på, at omsætningen senest i 2007 vil nå op på de 200 milliarder.

Stort spring fremad
BATs økonom synes, det er imponerende at omsætningen, efter et utroligt byggeår i 2005, formår at tage endnu et stort spring fremad i 2006, og han vurderer, at sådan en udvikling ikke er set i Danmark i mange år.

- Vi skal nok helt tilbage til 1930’erne, hvor Storstrømsbroen og den gamle Lillebæltsbro blev bygget, for at opleve et lignende spring. Eller også skal vi tilbage til Christian den 4.s tid, men det har vi altså ikke nogen statistik over, siger Bo Sandberg.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden