spacer


Bløde former på blivende forskalling

Organiske betontage støbes på trapezplader

Af Niels Nielsen

Det danske arkitekturlandskab er blevet beriget med bløde organiske former gennem de seneste år. To af de mest aktuelle eksempler er DR’s koncertsal i Ørestad og i den noget mindre skala det nye underjordiske idræts- og kulturhus på Nørrebro.

Alle facader
Fælles for begge byggerier er, at det kurvede formsprog konsekvent er ført igennem på alle bygningens facader. Vægge såvel som tag. I koncertsalen sågar på undersiden, fordi bygningen er løftet op i tredjesals højde på tre store trappekerner.

Fælles for begge byggerier er også, at beton og stål konsekvent er valgt som det gennemgående materiale til at løse det komplekse formsprog som en homogen konstruktion.

Sprøjtestøbt
Specielt de krumme tagformer er en ekstra udfordring i forhold til tidligere ekspressive betonbyggerier, som for eksempel tilbygningen til kunstmuseet Ordrupgaard.

I både DR’s koncertsal og idræts- og kulturhuset på Nørrebro er valgt en løsning til udførelsen af de krumme tagformer, hvor betonen er udstøbt på stedet direkte på en blivende forskalling af trapezplader i stål.

Trapezpladerne kan vrides, så de tilpasses til krumme tagformer, der i begge byggerier tegnes af den underliggende stålkonstruktion, som bærer taget sammen med den pladsstøbte betonoverbygning.

I koncertsalen er lagt 2500 m2 trapezplader ud ovenpå stålspærene, som betontaget herefter er sprøjtestøbt på. Der er meget strenge krav til støbeprocesserne, da målet er, at koncertsalen opnår en akustik i verdensklasse.

I idræts- og kulturhuset er toppen af taget blødstøbt, mens de stejle kanter er sprøjtestøbt.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden