spacer
NCC bygger ny sildeindustri i Skagen

En 9000 kvadratmeter fabrik til filetering og marinering af sild vil frem til maj 2007 skyde op af jorden på Havnevagtvej i Skagen.

Byggeriet opføres i partnering mellem totalentreprenøren NCC Construction Denmark A/S, arkitekterne fra Tegnestuen Skagen A/S, ingeniørfirmaet NIRAS A/S og kunden, Pelagic Skagen A/S, der er Skagens nye sildegigant.

NCC’s regionchef i Nordjylland, Ole Wøhlk, glæder sig over både opgaven, der blev påbegyndt i september, og over samarbejdsformen.

- Vi har bygget mange store fiskeindustrier i Nordjylland, hvorfor vi har et indgående kendskab til kvalitetskrav og så videre. Vi er også tilfredse med, at vi kan udføre opgaven i en åben samarbejdsform. Det er med til at sikre, at byggeriet kan realiseres på den korte tid, der er til rådighed, siger Ole Wøhlk.

Alle trin
Den nye fabrik, der bliver hjemsted for Pelagic Skagen A/S, der er opstået efter fusionen mellem Havfisk Skagen A/S og P. Anthonisen A/S, vil kunne varetage alle trin i sildeproduktionen:

Fra modtagelse af sildene, der pumpes direkte fra skibet ind på fabrikken, over marinering og nedfrysning af sildefileter til de sidste rester, sildeafskær, der ledes direkte over til fiskemelsfabrik i nærheden.

Bygges sammen
Ordren lyder på 73,5 millioner kroner for 7.400 kvadratmeter nybyggeri, og 1600 kvadratmeter der består af et eksisterende køle- og frysehus, som fabrikken bygges sammen med.

-los




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden