spacer


Leveringstiden SKAL ned

Materialeefterspørgsel får Palsgaard Træ til at udvide for at levere spær og andre tagmaterialer inden for rimelig tid.

Af Lars Solberg

Der er så meget damp under de danske og nordeuropæiske byggekedler, at leveringstiderne på mange byggematerialer er oppe på flere måneder. I visse tilfælde ligger byggeprojekter stille i længere perioder grundet materialemangel. Et af de områder, hvor produkterne rives ned af hylderne, før de overhovedet ligger der, er inden for spær og tagplader.

En af producenterne og leverandørerne på dette område, Palsgaard Træ A/S, tager nu konsekvensen af de stadigt mere desperate bygherrer, projektledere og mestre – firmaet har besluttet at udvide produktionsfaciliteterne, så varerne kan komme frem i rette tid.

- Vores leveringstid er blevet for lang, så det må vi gøre noget ved, siger adm. direktør i Palsgaard Træ, Mogens Bonfils.

Virksomheden gennemfører nu den største investering i sin godt 100-årige historie. Produktionsanlæggene i Hampen i Midtjylland skal i løbet af i år udbygges for 32 mio. kr. Byggeriet begynder i sommerferien og forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2007.

Ansvar over for kunder
- Vi har et ansvar over for kunderne, hvor nogle af dem har handlet hos os gennem 10-20-30 år. De skal have deres varer, når de skal bruge dem på byggepladsen. Nu udvider vi rammerne, så blandt andet spærproduktionen kan følge med, siger Mogens Bonfils.

Der skal opføres en ny pressehal til spærproduktionen i tilslutning til de to eksisterende haller. Denne investering bliver på godt 23 mio. kr. Heraf går seks millioner kroner til indkøb af nyt maskineri - blandt andet nye pressemaskiner med moderne laserudstyr.

- Investeringen skal ses som en naturlig følge af en stærkt stigende efterspørgsel, vores ønske om at imødekomme markedets behov for hurtige leverancer af færdigt producerede spær, elementer og kviste. Sidst, men ikke mindst er der udsigterne til vækst på det store tyske marked. Udvidelsen er et resultat af den positive udvikling, som Palsgaard Træ oplever i disse år, siger direktøren.

Mange parcelhuse
Og det går godt for virksomheden, der ejer afdelingerne Precon i Slagelse, Taasinge Træ på Taasinge, bisco i Kliplev samt Skandach Holzindustrie i Unseburg, der ligger i det tidligere Østtyskland. Palsgaard Træ havde i 2005 en omsætning på 285 mio. kr. og beskæftiger i dag 325 medarbejdere.

- Som næsten alle andre inden for byggevareindustrien oplever vi en voldsom vækst. Geografisk boomer det danske marked, men også det tyske er kommet meget godt med. Og her har vi rigtig store forretninger, siger direktøren.

Firmaets produktion af spær og andre tagmaterialer ender i mange forskellige sammenhænge - fra det nye prestigebyggeri på Bispebjerg Bakke i København til almindelige industribygninger. Men et af de områder, der også for alvor rykker. er nye private parcelhuse.

- Der bygges rigtig mange nye enfamilieshuse. Og det øger jo efterspørgslen hos os, siger Mogens Bonfils.

Overskueligt marked
Det danske spærmarked er overskueligt. Konkurrencen fra de udenlandske spærproducenter er ikke særlig stor. Det er ikke noget, de danske producenter frygter.

- Transport af spær er en besværlig og dyr fornøjelse. Derfor er der jo ikke mange udenlandske producenter, der sælger til det danske marked, siger Mogens Bonfils.

Palsgaard Træ er i fuld gang med at få godkendt firmaet til CE-mærkningen af spær, der implementeres i Danmark den 1. september i år. Mogens Bonfils hilser certificeringen velkommen.

- CE-certificeringen vil skabe ens retningslinjer inden for området i EU, så konkurrencen bliver mere gennemskuelig - både for producenter og kunder. Men det vil nok ikke gøre den store forskel på markedet blandt andet på grund af kompliceret logistik, siger Mogens Bonfils.

Ændrede arbejdsgange
Men fra begyndelsen af 2007 håber Palsgaard Træ, at de kan betjene kunderne endnu bedre, når den nye udvidelse står klar. Men firmaet arbejder også med effektivitet på andre fronter.

- Vi har ambitioner om at opnå et betydeligt reduceret timeforbrug pr. enhed, og i den sammenhæng har medarbejderne naturligvis også en meget vigtig rolle at spille. Som en følge af ændrede arbejdsgange og arbejdsmetoder bliver der gennemført efteruddannelse og introduceret nye aflønningsformer. Alt i alt forventer vi en samlet kapacitetsforøgelse på mellem 15 og 20%. Den skal nedbringe leveringstiderne og gøre os endnu mere konkurrencedygtige, siger Mogens Bonfils.

solberg@odsgard.dk

- Foto: Tom Bartho.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden