spacer


Sognepræst velsigner entreprenørmaskine

Kæmpe boremaskine døbt Astrid, inden den skal fræse Københavns undergrund op til ny varmetunnel.

Af Lars Solberg

I et 37 m dybt hul på Amager, under overværelse af blandt andet den lokale sognepræst Flemming Pless i fuldt ornat, blev en gigantisk boremaskine i slutningen af juni døbt Astrid. Den store dybdefræser skal med en fart på 10 til 25 m om dagen møve sig gennem Københavns undergrund.

Boremaskinen skal bane hullet for det største anlægsprojekt for Københavns Energi nogensinde - en varmetunnel fra Amagerværket på Amager tæt ved Holmen til Fredensgade på Nørrebro.

Tunnelen bliver fire kilometer lang med en indre diameter på 4,2 m, så borearbejdet kan ikke lige klares af en akku-maskine fra den nærmeste Harald Nyborg-forretning.

Ikke overraskende måtte Københavns Energi til Tyskland for at skaffe passende gear. Det er tyske Herrenknecht, der har konstrueret boremaskinen.

Mod hjertet
Maskinen har en samlet vægt på 500 tons, en diameter på fem meter og er 120 m lang. Faktisk er den så stor, at der først skal graves et større rum til den nede i hullet ved Amagerværket, hvor den kan samles. Så det varer endnu et stykke tid, inden den er klar til at fræse sig mod hjertet af København.

Afstanden fra skakten ved Amagerværket til første mål, Adelgade ved Kongens Have, er på 2,5 km. Derefter skal tunnelen slå et sving mod Fredensgade. Så maskinen skal lige bakses på plads, inden den kan snuppe sidste boredistance på 1,5 km til Nørrebro.

Ved maksimal boring kan den æde sig gennem omkring 1100 tons kalk om dagen – den tyske producent sammenligner det stolt med vægten af 860 nye VW Golf-biler.

De udgravede materialer sendes på transportbånd tilbage i tunnelen til skakten ved Amagerværket, hvor lastbiler kører det væk.

Under Metro-cityringen
Den nye boremaskine er en såkaldt Earth Pressure Tunnel Boring Machine. Den samme type maskine blev brugt i forbindelse med Metrobyggeriet.

I det hele taget er der mange lighedspunkter mellem de to projekter. Varmetunnelen er næste lige så stor som Metrotunnelen, og der kommer også til at køre tog i varmetunnelen til transport af mandskab, som skal ned med reservedele og andet.

Tunnelen placeres i kalklaget 30 m under jorden, hvilket betyder, at den kommer til at ligge under den kommende Metro-cityring, der skal være i 20 meters dybde.

Projektet løber op i en udgift på omkring 750 mio. kr. Men ifølge Københavns Energi skal de mange penge ikke hentes hjem via prisstigninger på fjernvarme.
50 mio. om året

Den kommunalejede forsyningsvirksomhed siger, at tunnelen giver mulighed for en modernisering, der vil medføre besparelser på op til 50 mio. kr. om året. Over 20 år bliver det til én milliard kroner.

Næsten alle københavnere har i dag fjernvarme. To tredjedele modtager fjernvarmen i form af varmt vand i rørene, mens den sidste tredjedel - blandt andet i indre by og store kunder som hospitaler og hoteller i centrum - stadig får fjernvarme som damp. Dampen skal helt erstattes af fjernvarmevand.
En anden fordel ved den underjordiske varmetunnel er, at det ikke bliver nødvendigt at genere trafikken og beboerne, når fjernvarmerørene skal efterses og vedligeholdes.

Tunnelen bliver så stor, at Københavns Energis medarbejdere kan ordne rørene i tunnelen i stedet for at grave i byens gader.

Opkaldt efter varmechef
Den nye boremaskine er i øvrigt opkaldt efter varmechefen i Københavns Energi, Astrid Birnbaum, der dog så vidt vides ikke kan æde sig gennem 1100 tons kalk om dagen. Hun glæder sig over den nye maskine, men har lidt blandede følelser omkring rollen som navnemor.

- Astrid er en prægtig maskine, men jeg ved dog ikke, om jeg skal være fornærmet eller beæret over, at hun er opkaldt efter mig, siger hun.
Københavns Energi forventer, at den nye varmetunnel er i drift inden udgangen af år 2009.

Topbillede:
Sognepræst Flemming Pless velsignede den store maskine. – Foto: Alexander Brand.

solberg@odsgard.dk






 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden