spacer


Hurtige porte giver hurtigt flow

I moderne logistik kan åbne-lukketiden på en port betyde en verden til forskel på effektivitet.

Af Lars Solberg

Umiddelbart kan det lyde helt ude i hampen, at en virksomheds logistiksucces kan afhænge af få sekunders forskel på åbne-lukketiden på deres industri- eller lagerporte. Men hvis man begynder at regne på det, og det er der rigtig mange logistikchefer og adm. direktører, der gør, er det ikke så mærkeligt.

I travle virksomheder går portene op og ned flere hundrede gange om dagen, og hvis åbningen speedes op, sparer det firmaet for en masse spildtid og giver et hurtigere flow, men der er også andre fordele - som energibesparelser og bedre personalemiljø.
Portforhandlere og -producenter har længe været klar over dette.

Men det er først nu, at det er ved at gå op for virksomhedsledere. Så hurtighed er blevet et af de helt store salgsargumenter, når der sælges porte til en koncern eller mindre virksomhed – både på produktions- og lagerområdet.

- Kunderne lytter, når vi fortæller om hurtigheden på vores porte. Men det kan selvfølgelig ikke sælge alene. Hurtighed skal hænge sammen med kvalitet og stabilitet. Virksomheder i dag vil gerne have portfarten op, men ingen kan tåle at gå i stå hver anden dag, hvis en port går i stykker. Men i dag kan vi levere både hurtighed og stabilitet, siger Svend Erik Hansen, der er adm. direktør hos Albany Door Systems A/S.

Firmaet er en af de store forhandlere til industrien herhjemme, og det har mange kunder på deres CV – både store og mindre virksomheder.

Mange slags
Albany sælger mange forskellige slags porte blandt andet de traditionelle ledhejseporte, men det produkt, der for alvor rykker i øjeblikket, er rulleporte.

- Vi har et nyt rulleportprodukt på gaden, som vi er ret stolte af. RapidRoll 600 er meget hurtig uden, at den mister noget af sin effektivitet og driftsikkerhed. Der er sket en stor udvikling inden for rulleporte. Tidligere var der modeller, der ikke var særlig stærke. Hvis det eksempelvis blæste meget, kunne vinden få fat i porten og tvinge den op. Med de nye modeller er det ikke længere muligt. De er produceret i stærkere materialer. De kan klare vindbelastning over vindklasse 3 og lever op til byggevaredirektivet. Endvidere er de CE-mærket efter de nyeste EU-regler. Og forsikringsselskaberne har da også accepteret dem til udendørs brug, sige Svend Erik Hansen

En rulleport kan være bygget af forskellige materialer. Selve portbladet kan bestå af aluminiumslameller eller dug lavet af pvc. De nyeste polyesterduge er meget stærke og kaldes endda panserdug.

Rulleporten fungerer ved hjælp af en motor og en opstrammet fjeder, der får den til at skyde raketfart.

Tre områder
Svend Erik Hansen siger, at rulleporte rykker især på tre områder.
Det er inden for varme/energi. En rulleport kan gå hurtigt op og ned, og det minimerer energitab.

Det smitter af på det andet område, personalekomfort, hvor medarbejderne sikres et bedre indemiljø, når der lukkes hurtigt op og i.

Det tredje punkt er et forbedret logistikflow. Portens hurtighed gør, at ingen skal holde stille og vente på, at den åbnes og lukkes.

- Vi har en kunde, som var træt af, at hans gaffeltruck brugte rigtig lang tid på at vente på, at portene åbnede, så de kunne komme ind i lagerhallen. Det undgår han nu med nye rulleporte, der aktiveres ved fotocelle eller anden sensor, når trucken nærmer sig. På den måde kommer gaffeltruckene ikke til at bruge tid på at bremse op, siger direktøren.

Det er også muligt at få slusesystemer med to rulleporte efter hinanden, så der ikke opstår træk og varmetab i bygningerne.
Svend Erik Hansen mener, at rulleportene er ovre deres børnesygdomme.

- Rulleporte er i dag meget stabile. Vores kan aktiveres en million gange. Så skifter man fjederen og fortsætter, siger han.

solberg@odsgard.dk



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden