spacer
Frikendelse af beton

Undersøgelse afviser anklager om, at materialet afgiver skadelige stoffer, der giver dårligt indeklima.

Igennem mange år har beton som byggemateriale været under anklage for at afgive skadelige stoffer, der skaber dårligt indeklima og endda give betonallergi. En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen frikender det populære byggemateriale for disse anklager.

I samarbejde med Teknologisk Institut har Miljøstyrelsen undersøgt, om de fire mest repræsentative betontyper indeholder stoffer, som fører til et dårligt indeklima.

Og konklusionen er, at afdampning fra beton ikke giver anledning til indeklimaproblemer i den færdige bygning.
Det er der tilfredshed med i betonindustrien.

- Jeg er glad for, at vi nu kan fortælle dem, der bor i betonbyggerier, at beton er et godt materiale for både sundhed og miljø, lyder det fra Poul Erik Hjorth, der er direktør i Betonelementforeningen.

Beton-undersøgelsen har dog også vist, at der er en risiko for, at visse typer beton forurener, når de bliver smidt ud.
Undersøgelsen opdagede blandt andet kulbrinter i betonslam, restbeton og betonaffald.
Men det lover betonbranchen at gøre noget ved.

- Et af de lidt mere kedelige resultater var, at vi fandt ud af, at vi har bidraget til forurening. Det skyldes brugen af formolie, hvor mange hidtil har brugt mineralbaseret formolie. Men dette problem kan vi helt løse ved i stedet at anvende vegetabilbaseret formolie. Det er lige så velegnet og er samtidig til gavn for både medarbejdere og miljø, udtaler Poul Erik Hjorth fra betonelementforeningen.
-ls




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden