spacer
Ved regionens bedste vejkryds

God infrastruktur skal tiltrække medarbejdere til Rambølls nye domicil

Rambøll melder sig nu i rækken af byggerivirksomheder, som placerer hovedsædet strategisk i en god infrastruktur, der er afgørende for at tiltrække og beholde gode medarbejdere.

SEB Pension og Rambøll går sammen om et 40.000 etagemeter stort kontorbyggeri i Ørestads nye bydel, Ørestad Syd. SEB Pension investerer en milliard kroner i byggeriet, hvor Rambøll bliver hovedlejer og flytter ind med godt 1000 medarbejdere.

Adressen bliver Hannemanns Allé i Ørestad – tæt ved Ørestad station, indkøbscentret Field’s, Metroen og Øresundsmotorvejen. Beliggenheden kaldes ofte Øresundsregionens bedste vejkryds.

Ejendommen, der får medicinalvirksomheden Ferring som genbo – på den anden side af Øresundsmotorvejen - skal efter planen stå færdig i 2009.

De bedste hoveder
’Vi har brug for at kunne tiltrække de bedste hoveder fra begge sider af sundet. Og med mindre end fem minutter til lufthavnen, broforbindelse til Sverige og Metro og regionaltog lige uden for døren kan vi nærmest ikke ønske os en bedre placering,’ siger Søren Holm Johansen, adm. direktør i Rambøll Danmark.

’Flytningen er led i en plan, der skal ruste virksomheden til fremtidens konkurrence. Målet er at skabe et moderne videnshus, der styrker udvekslingen af viden og nye ideer. Højt kvalificerede vidensmedarbejdere stiller krav om at blive lyttet til og taget med på råd. Derfor vil vi inddrage medarbejderne i udformningen af domicilet, så det bedst muligt tilfredsstiller deres behov.’

700 biler
Første spadestik til SEB og Rambølls nye byggeprojekt tages i 2007. I forbindelse med byggeriet etableres der parkeringsfaciliteter med plads for op til 700 biler for at opfylde områdets parkeringsstrategi.

- tm



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden