spacer
Kloakker skal i tilstandsrapporten

Problemet med rotter og private kloakker kan løses med et rørtjek ved hver hushandel, mener Dansk Byggeri.

Af Lars Solberg

De stigende problemer med rotter grundet dårlige private kloakker kan afhjælpes ved at lave regler om, at alle kloakker skal tjekkes ved hushandler blandt andet med tv-inspektion. På den måde bliver problemets omfang belyst, og den logiske konsekvens er, at kloakken bliver ordnet, hvis den er i dårlig stand.

Denne argumentation kommer fra direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, der i efterhånden mange år har kæmpet en kamp for at få offentligheden til at løfte kloakdækslet og se ned i de mange saneringsmodne kloakker.

Og nu ser det ud til, at chancen er der. Justitsminister Lene Espersen (K) har netop efter megen kritik af ordningen nedsat et udvalg til at forbedre tilstandsrapporten og huseftersynet.
Nu skal kloakkerne med, mener Michael H. Nielsen.

- Vi vil i Dansk Byggeri gerne deltage i det forestående arbejde og har flere forslag, der kan indgå i det kommende arbejde. For eksempel skal huseftersynsordningen suppleres inspektion af kloakledninger ligesom en sammentænkning af huseftersynsordningen og energimærkningsordningen skal undersøges nærmere. Vi bliver nødt til både af tekniske, hygiejniske og etiske grunde at gøre noget ved de dårlige kloakker, siger Michael H. Nielsen.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden