spacer


Bolig i det høje

Boligbyggeriet når nye etagehøjder i Københavns nye bydele

Af Niels Nielsen

Det er ikke i nærheden af Malmøs boligtårn, Turning Torso, på 190 m - men alligevel. Der bygges boliger i højere huse, end der er set i mange år, i Københavns nye bydele.

Op til 15 etager bliver boligkarreen Fyrtårnet, som er planlagt på Amerika Plads i Søndre Frihavn, mens boligerne i Ørestad City når op i 12 etagers højde.
Det er omkring dobbelt så højt som den gennemsnitlige etagehøjde på fem etager plus tagetage på boligkarreerne i den historiske middelalderby og brokvartererne.

Ti etager
I Havnestad på Islands Brygge er det de to renoverede betonsiloer, der trækker boligbyggeriet i vejret. Den massive Wenneberg-silo med det nye navn Islands Brygge 30 troner med 16 etager og 56 m over jorden, mens dobbeltsiloen, Gemini Residence, er lidt lavere med en højde på omkring de 40 m.

I Havnestad følger de nye boligkarreer generelt etagehøjden inde på det historiske Islands Brygge på cirka syv etager; men enkelte karreer ud mod vandet er opført i otte etager, og et enkelt punkthus i ti etager.

På Havneholmen på den modsatte side af Havneløbet planlægges boligerne ligesom i den nordlige del af Ørestad i op til otte etager.

Del af by
Fælles for mange af de nye høje boligbyggerier er, at de er udformet som del af en større karrestruktur, der også består af lavere bygninger. På den måde indgår de nye høje boligbyggerier som en mere integreret del af en varieret bystruktur i forhold til bolighøjhusene fra 1960’erne, der ofte var placeret som fritliggende bygningsmassiver i et grønt parklandskab med store parkeringsarealer.

Fantastisk udsigt
Kvaliteterne ved de nye høje boligbyggerier er oplagte. Der er en intet mindre end fantastisk udsigt fra de højtbeliggende lejligheder. De nye bydele ligger alle i den østlige udkant af Københavns Centrum, og fra de øverste etager er der derfor et storslået panorama af solnedgangen over Hovedstadens tage og spir.

Høje kontorer
Få år tilbage var det kontorbyggerierne, der førte an i højhusbyggeriet. Først i den mindre skala med Nykredits kubiske hovedsæde på Kalvebod Brygge og naboen Marriott Hotel på hver omkring de 40 m. Senere fulgte medicinalfirmaet Ferrings 80 m høje stålhøjhus i Ørestad City og derefter det ekspressive advokatdomicil, Kobbertårnet, på Amerika Plads med 62 m.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden