|
|
Private ønsker håndværker-kvalitet i stedet for at male selv, mener Malermestre-direktør.
Det er er mange årtier siden, at maleruddannelsen har været så populær, som den er lige nu. Efter lang tids tilbagegang er der en voldsom stigning i antal nye malerlærlinge. Ifølge Danske Malermestre er en af grundene, at folk efterspørger ordentligt håndværk - også på malersiden.
I 2005 startede 1.037 i lære i malerfaget. Det er det højeste tal, der er blevet registreret siden starten af 1960'erne. 55 procent flere end i år 2000 og 23 procent flere end i år 2004.
Og det er fortsat i år. I de første fire måneder af 2006 er der sket en yderlige stigning på 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Direktør Ole Draborg i Danske Malermestre mener, det skyldes den voldsomme mangel på arbejdskraft som malerfaget og andre byggefag oplever i øjeblikket, men peger også på en mere langsigtet forklaring.
- Der er helt klart tale om en mangelsituation i øjeblikket. Men det er også vores klare opfattelse, at malerfaget og andre byggefag er kommet ind i en strukturel vækst efter, at det i mange år er gået den forkerte vej. Danskerne er blevet rigere og gør mere ud af deres bolig end tidligere. Og det skal gerne være med rigtige håndværkere i stedet for gør-det-selv. Flere og flere får simpelthen øjnene op for, at der er en forskel, lyder det fra Ole Draborg.
-ls
|
|
|
|
|
|