spacer


25 meter mindre end sidst

Plan over Krøyers Plads med tre etagehuse og en ny plads.

Af Lars Solberg

Med en højde på 29,5 meter på er det nye arkitektforslag til bebyggelse af Krøyers Plads på Christianshavn i København godt 25 meter mindre end den sidste plan, der for et år siden fik over 14.000 personer til at skrive under på en protest mod at få huse i 55 meters højde på havnen.

Den nye plan fra NCC Construction Danmark A/S er netop blevet præsenteret på et pressemøde. Forslaget er tegnet af tre arkitektfirmaer; Henning Larsens Tegnestue, Bjarke Ingels Group og Kim Utzon Arkitekter.

Projektet består af tre huse, som hver især er tegnet af en tegnestue, og så er der tegnet en rigtig plads mellem husene og vandet, Krøyers Plads.
Endvidere skal der være kajakklub, trætrapper til havnebassinet og bådepladser på klassisk christianshavner-manér, lyder det fra NCC.

- Vores ambition var at skabe nye boliger til københavnerne samtidig med, at der i et enestående samarbejde mellem tre af landets dygtigste arkitektfirmaer opstod nyskabende arkitektur med bygninger, der udfordrer hinanden. Samtidig blev det muligt at skabe en ny plads, hvor københavnerne kan dyrke og nyde vandet og den stemning, pladsen giver, udtaler kommunikationsdirektør i NCC, Bo Dybkær.

De tre huse skal bygges i seks etager og rumme 136 ejerlejligheder, der i størrelse går fra 60 til 220 kvadratmeter.

De fremlagte planer afleveres nu Københavns Kommune, som skal tage stilling til projektet og udarbejde et forslag til lokalplan, som skal i offentlig høring. Krøyers Plads og de tre arkitekters huse kan først bygges, når og hvis der vedtages en endelig lokalplan i Københavns Borgerrepræsentation.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden