spacer
Stiller større krav til værnemidler

Håndværkerne vil fremover være med til at vælge værnemidler – de skal være komfortable og se godt ud.

Af Michael Rughede
Det bliver konsekvensen af, at håndværkerne nu kan få bødestraf for ikke at bruge de værnemidler, som arbejdsgiveren har udleveret, mener brancheforeningen for værnemidler.

Med en nye lov forsvinder det såkaldte objektive ansvar, så håndværksmestrene ikke som tidligere per automatik får en bøde, hvis den ansatte ikke bruger værnemiddel. Det vil gøre håndværkerne mere interesserede i, hvilke værnemidler der skal bruges - og få dem til at forlange bedre kvalitet og medbestemmelse, når der skal vælges værnemidler.

- Det vil være helt naturligt, når det pludselig kan koste den enkelte håndværker et par tusind kroner ikke at bruge det udleverede værnemiddel. Man vil være mere opmærksom på at få værnemidler, som er til at arbejde med hele dagen, siger Jesper Ridderberg, formand for brancheforeningen.

- Et billigt høreværn er måske godt for mesters budget, men kan være irriterende at gå med i flere timer. Hvis håndværkeren risikerer en bøde, fordi han smider det i fem minutter, så vil han have et, der ikke generer. Men det gode høreværn er som regel også dyrere, og det kan måske nok give nogle diskussioner på arbejdspladserne, forudser Jesper Ridderberg.

Skal være smart
Værnemidlerne i sig selv vil også blive smartere at se til, lyder vurderingen.

- Komfort og udseende får nu større betydning. Vi har allerede set tendensen inden for f.eks. sikkerhedssko. Den moderne sikkerhedssko er let og ligner en sportssko. Den er meget langt fra den klodsede sorte sko, som var dominerende for 10-15 år siden, siger Jesper Ridderberg.

- Der er gået mode i meget af udstyret til håndværkerne, og det vil vi se mere af. Hvis man kan gå med sikkerhedsbrillen eller fodtøjet på vej til arbejdet eller når man køber ind, så vil man også gerne betale en højere pris for produkterne. Håndværkeren selv vil måske også være parat til at betale en del af den ekstra pris for at få det rigtige, siger Jesper Ridderberg, og henviser til, at nogle håndværkere er parat til at spæde til det beløb mester har afsat til f.eks. sko eller tøj for at få det ”rigtige”.

- I mange virksomheder er der én ansvarlig, som står for indkøbet og blot køber efter pris eller vælger det, man plejer. Det vil nok ændre sig, siger Jesper Ridderberg.

Den nye lov et skridt på vejen
- Selve brugen af værnemidler på pladsen vil sikkert blive forbedret med loven, men der er stadig et stort arbejde i at oplyse. Vi skal derhen, hvor det er socialt uacceptabelt ikke at bruge værnemidlerne. Der, hvor der bliver set skævt til én, hvis man ikke bruger dem, siger Jesper Ridderberg.

- På nogle af de store arbejdspladser kan man se en tendens i den retning, men der er mange steder, hvor det er løsere. Specielt i en tid, hvor der er meget travlt, kan der være arbejdspladser, hvor man hellere prioriterer at få arbejdet gjort, selvom man måske har glemt de rigtige handsker eller briller den dag, siger Jesper Ridderberg.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden