spacer
Øget konkurrence på spær

Efter sommeren skal bærende trækonstruktioner være CE-mærkede – det kan føre til lavere priser.

Af Lars Solberg

Fra den 1. september i år skal endnu flere byggematerialer leve op til den internationale kvalitetsbetegnelse, CE-mærket, på det danske marked. Det omfatter blandt andet bærende byggeprodukter som træspær. CE-mærkning af limtræ til bærende konstruktioner har først deadline den 1. april 2007.

Den kommende certificering kan betyde større import af produkter, mere konkurrence og muligvis lavere priser på spær og limtræ, mener Træbranchens Oplysningsråd (TOP).

- Konsekvensen af indførelse af CE-mærkning er højst sandsynlig, at der kommer flere aktører ind på det danske marked, hvilket kan betyde øget konkurrence. Det kan medføre lavere priser, selv om det i øjeblikket blandt andet for spær er svært at forestille sig, at priserne kan blive ret meget lavere, siger direktør i TOP, Bjarne Lund Johansen.

I niveau
Bjarne Lund Johansen mener ikke, at kravet om CE-certificering vil betyde særligt meget for de danske spærfabrikanter og limtræsproducenter, da den danske certificering på området i forvejen er på et højt niveau.

- Med den nuværende certificering og spærkontrol lever de danske produkter fint op til reglerne allerede nu, og producenterne behøver ikke at gøre ret meget andet end at få papirerne i orden for at kunne CE-mærke, siger direktøren.

Ifølge Bjarne Lund Johansen fungerer det danske kontrolsystem allerede optimalt, hvilket er en god garanti for, at de danske byggematerialer på dette område holder et højt kvalitetsniveau.

Den største forandring med udbredelsen af CE-mærket bliver påvirkningen fra andre lande.

Med en ensartet certificering for de europæiske producenter både på spær- og limtræssiden kan de udenlandske producenter lettere komme ind på det danske marked.

- Politikere har et stort ønske om liberalisering og åbne grænser for byggematerialer. Og med indførelse af CE-mærket er der sikret en ensartet kvalitetsbetegnelse, der kan lette importen af byggevarer, siger han.

Ingen prisrevolution
Bjarne Lund Johansen tror dog ikke på en større revolution på de danske byggematerialepriser - implementeringen af CE-mærket vil ikke medføre et pludseligt dyk hverken for priser på bærende limtræ eller træspær.

- Inden for limtræ har der gennem de seneste fem-seks år været mange udenlandske producenter på det danske marked. Så jeg tror, det danske prisniveau allerede ligger på det internationale markedsniveau, siger han.

På spærfronten tror han heller ikke, der vil ske det store. Han mener, at de danske firmaer er fuldt konkurrencedygtige på et internationalt plan.

- Mange danske fabrikanter er ikke kun store i Danmark, men eksporterer også en hel del. Blandt andet sælger danske producenter mange spær til det nordtyske marked, siger Bjarne Lund Johansen.

Mesteransvar
Heller ikke for håndværksmestre og svende vil certificeringskravet gøre den store forskel.

- I det store hele tror jeg ikke, at det vil få den store indflydelse på den praktiske
dagligdag. Det er producenterne, der skal sørge for, at CE-mærket er i orden. Men selvfølgelig skal en mester, der selv indkøber spær fra fabrikken, tjekke mærket. Men det er mesterens ansvar og ikke den enkelte håndværkers, siger TOP-direktøren.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden