spacer


Slynget atriumhus

Kontorhus med dynamisk atrium indleder nybyggeri på Odense Havn

Af Niels Nielsen arkitekt maa

Det første færdige byggeri på Odense Havn er et fællesdomicil til en række store lokale virksomheder. Kontorhuset nytolker det traditionelle atriumhus med en tvedelt opbygning i to hesteskoformede kontorfløje, der forbindes af et slynget atrium med et dynamisk rumforløb.
Udefra afspejles opbygningen ved kontorfløjenes forskellige højde, der leder op til den tidligere industrihavns kolossale siloer, mens facaderne tegnes af et ekspressivt mønster af farvet og klart glas i smalle formater.

Forskellighed
Omdannelsen af Odense Havn fra driftig industrihavn til moderne bolig- og erhvervsbydel skiller sig ud fra mange af de øvrige havnebyggerier ved at være drevet frem af erhvervsbyggeri. Det først færdiggjorte nybyggeri i havnen er et stort fællesdomicil til en række af byens større rådgivningsvirksomheder.
Kontorhuset indleder nybyggerierne på den inderste del af havnens store midtermole, hvor der er yderligere et erhvervsbyggeri og et boligbyggeri under opførelse. Tilsammen kommer de tre bygninger til at være del af en mindre bydel på en lille ø i havnen, der er skåret fri af molen med to tværgående kanaler.
’Oprindeligt var det kun en konkurrence om et enkelt kontorhus, men vi kunne ikke forestille os bygningen uden også at komme med et bud på hele områdets karakter og havnens fremtidige udvikling,’ forklarer Louis Becker fra Henning Larsens Tegnestue, der udover fællesdomicilet også har tegnet havnens første boligbyggeri, ligesom tegnestuen har været involveret i udformningen af en helhedsplan for Odense Havn.
’Tanken har været at fastholde den forskellighed, som i forvejen findes i havnen, og overføre det til den nye havneplan, fordi det er noget af det, som gør havnen til et spændende at opholde sig.’
’I stedet for at homogenisere området, så får de nye bygninger hver deres individuelle karakter, samtidig med at man også bevarer udvalgte af de eksisterende bygninger,’ fortæller Louis Becker.
’Man skal ikke være så bange for kontraster og for at bygge i højden. En lille roklub kan godt ligge ved siden et større kontorbyggeri.’

Murede stik
Det er allerede i dag muligt at fornemme den variation, som kommer til at præge de nye bygninger på Odense Havn. Fællesdomicilet har en ekspressiv, moderne facade helt af glas i to lysegrønne nuancer, mens erhvervsbyggeriet på nabogrunden opføres i røde mursten med traditionelle murede stik over vinduerne. Boligbyggeriet har et helt tredje facadeudtryk med en lys skiferbeklædning.

Rumligt forløb
Fælles for alle tre huse er dog opbygningen som hesteskoformede karréer, der åbner sig mod udsigten over havnen. I fællesdomicilet i form af en dobbeltstruktur som to karréer i henholdsvis fem og syv etager, der er flettet sammen omkring et slangeformet atrium.
’I stedet for et traditionelt atriumhus, hvor hele huset kan overskues fra ét sted, er atriet i fællesdomicilet udformet som et rumligt forløb, der er dynamisk og oplevelsesrigt,’ forklarer Louis Becker.
’Samtidig har det også den praktiske funktion at opdele atriet i et adgangsområde med reception og modtagelse af kunder, mens den anden halvdel er et mere stille område med mødelokaler og medarbejdernes kantine.’
Atriets slyngede form understreges i detaljen ved balkonforkanternes afrundede hjørner, der sammen med glastagets vifteformede stålkonstruktion tegner en sammenhængende bevægelse gennem det snoede rum.

Mange lejemål
Rundt om atriet ligger kontorområderne, der med en fleksibel søjle-plade-konstruktion i beton og bærende tværgående stålbjælker kan indrettes frit med både cellekontorer og åbne kontormiljøer. Adgangen sker fra den store hovedtrappe i atriet ved indgangen, hvorfra der via gangbroer er forbindelse på kryds og tværs mellem kontorområderne på hver side af atriet.
’Kontorhuset er indrettet, så det er muligt at indrette lejemål med mange forskellige arealstørrelser, men grundlæggende er det optimale et lejemål på 500 kvadratmeter, hvilket svarer til en halv etage i hver af de to U-formede bygninger,’ fortæller Allan Østergaard fra KPC Byg, der som både grundejer og totalentreprenør har stået for udviklingen og opførelsen af fællesdomicilet.
’I stueetagen ligger så virksomhedernes fællesfaciliteter med 20 mødelokaler, en konferencesal og kantine, hvor det er tanken at virksomhederne primært mødes med deres kunder.’
Samlet er huset dimensioneret til 450 medarbejdere.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden