spacer


– Lad det komme an på en prøve

Træfolkets repræsentant hos Dansk Byggeri ser frem til at høre brugernes tavse viden.

Af Kenneth Madsen

– Træfolket er tættere på brugerne end mange andre involverede i byggebranchen. De har derfor generelt lidt bedre føling med folks ønsker og behov. Hvis det imidlertid ikke er tilstrækkeligt, så imødeser jeg virkelig, at brugerne kommer frem med deres tavse viden. Det må komme an på en prøve!

Sådan siger specialkonsulent Jonas Møller, repræsentant for både Træsektionen og Snedkersektionen i Dansk Byggeri.

Udtalelsen er en reaktion på resultatet af en undersøgelse, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har gennemført. Undersøgelsen konkluderer, at den danske byggebranche mangler viden om brugerne og i den forbindelse halter efter andre brancher, når det drejer sig om såkaldt brugerdreven innovation – eller på godt dansk: Udvikling på grundlag af folks ønsker og behov.

Det undrer specielt Jonas Møller, at der i undersøgelsens konklusion refereres til udtalelser fra visse byggevirksomheder, om at det er ’paradoksalt, at den største enkeltsektor i Danmark kan anklages for at være blandt de dårligste til at innovere’.

– Jeg vælger at se analysen som et forslag til en strategi for byggesektoren og ikke som en aktuel dom over kvaliteten i byggeriet, siger Jonas Møller og fortsætter:

– En strategi med at involvere brugerne i udviklingen er god, uanset hvilken branche man har med at gøre. Men jeg synes ikke, man – som det gøres i den aktuelle undersøgelse – med rimelighed kan konkludere, at byggebranchen er dårligere end bl.a. beklædningsbranchen. Jeg kan slet ikke se, at man på nogen måde kan sidestille disse brancher.

Vision 2020
Erhvervs- og Byggestyrelsens undersøgelse er foretaget som et bidrag til byggesektorens egen vision for fremtidens byggeri, ’Vision 2020’. Iflg. denne vision skal huskøbere og brugere placeres centralt i byggeprocessen.

’Byggeriets virksomheder bør således udvikle nye produkter og processer gennem en systematisk indsamling af viden om brugernes behov’, hedder det i den aktuelle undersøgelse, der fortsætter: ’Det er væsentligt, at debatten om brugerdreven innovation også føres i byggeriet, som beskæftiger hver fjerde privatansatte i Danmark’.

Undersøgelsen er foretaget i form af spørgeskemaer til ca. 1400 virksomheder, repræsenterende arkitekter, ingeniører, byggematerialeproducenter og entreprenører. 310 skemaer blev returneret i udfyldt stand.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden