spacer
Vidtrækkende offentlig-privat partnerskab

NCC åbner regnskaberne for Bornholms Regionskommune i forbindelse med vejarbejds-aftale.

Det store entreprenørfirma NCC og Bornholms Regionskommune har netop indgået en ny form for partnering-aftale med hensyn til vedligeholdelse af Bornholms vejnet. NCC skal i de næste to år stå for vedligeholdelse af vejene på øen.
Det usædvanlige i den nye aftale er, at den medfører et meget tæt samarbejde mellem de to parter.

I aftalen står, at kommunen får indsigt i NCC’s beregninger og økonomi for alt arbejde, der udføres for kommunen. Den åbne økonomi er ifølge NCC en garant for, at skatteyderne på Bornholm får en besparelse på udgifterne til at modernisere det slidte vejnet.

Entreprenørfirmaet er begejstret for aftalen.

- Vi har nu åbne regnskaber på alle jobs, vi udfører for kommunen. Det er aldrig før set på vejområdet i Danmark. Vi tror, at helt åbent partnering-samarbejde er fremtiden for alle danske kommuner. Kommunerne kan få mere og bedre vej for pengene, når de har lige så godt kendskab til økonomien som vejentreprenøren, udtaler Christina Dideriksen fra NCC Roads A/S.

I aftalen er der endvidere skrevet under på overskudsdeling, åben økonomi, vidensdeling, forsyningssikkerhed og prisgaranti. Arrangementet kører over to år til en pris på 19 mio. kr.
-ls.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden