spacer


DLH-udbrydere med egen træimport

Firmaets grundlægger og to andre chefer fra Internationalt Hårdttræ A/S giver deres gamle firma konkurrence.

Af Kenneth Madsen

Mindre end en måned efter at have forladt DLH-gruppens nyeste erobring, Internationalt Hårdttræ A/S, har tre af virksomhedens chefer startet eget firma og er godt i gang med at konkurrere med deres gamle arbejdsgiver.

Under navnet A/S Global Timber har Internationalt Hårdttræs stifter og administrerende direktør igennem 32 år, Lars Munch Christensen, eksportchef Kasper Fredsted og logistikchef Peter Bæk i al hast indrettet sig i lejede kontorlokaler i Århus-forstaden Højbjerg – ca. 25 km nord for deres hidtidige arbejdsplads i Hovedgård ved Horsens.

Startskuddet for den nye virksomhed lød 1. april - kun fire uger efter at Lars Munch Christensen for sidste gang havde forladt sit kontor hos DLH.

– Jeg vil ikke hænge DLH ud. Og ingen af os er uvenner med vore tidligere kolleger. Men en koncernbeslutning om at sammenlægge DLH’s hårdttræsafdeling i Hørning med Internationalt Hårdttræ var for meget af det gode. Så vi tog vort gode tøj og gik, siger Lars Munch Christensen, der er hovedaktionær og med sine 62 år også alderspræsident i det nye firma.

Kasper Fredsted er 31 år. Foruden eksport er han også specialist i indkøb i specielt Sydamerika. Peter Bæk er 37 år og har foruden det logistiske stor indsigt i indkøb i Fjernøsten. Fra virksomheden i Hovedgård har de tre nye virksomhedsejere ansat 28-årige Anders Bitzer. Han har stor erfaring med Afrika og eksport til Østeuropa.

Foran budgettet
Efter de første uger som ny konkurrent på markedet ligger A/S Global Timber foran budgettet. Den hurtige succes skyldes, at man især har satset på eksport. Et hjem–memarked vil blive opbygget i et mere adstadigt tempo med især gulv-, køkken-, dør- og vinduesindustrien som naturlige kunder, side om side med trælasthandler og andre videreforhandlere.

Fra Vestafrika aftages bl.a. sipo og sapele, som især vinduesindustrien gør brug af, samt bilinga, wenge, doussie og zebrano. Fra Sydamerika importeres jatoba, ipé og cumaru samt en række mindre kendte træsorter med eller uden FSC-certifikat. I Asien hentes bl.a. meranti, merbau og Burma-teak. Andre teak-sorter importeres fra Afrika og Mellemamerika. Fra Nordamerika leveres bl.a. hvideg, ask, kirsebær og valnød. Endelig er der indgået aftale med europæiske savværker om levering af eg, bøg og ask, kantskåret såvel som i blokvarer.

Livsværk
Lars Munch Christensen fandt interesse for træ og finér allerede som 16-årig og har været i branchen lige siden – i både ind- og udland. Efter seks år i Vestafrika grundlagde han i 1974 Internationalt Hårdttræ A/S med en schweizer som sleeping partner.

Da denne partner efter 26 år solgte sine aktier, blev den danske virksomhed en del af schweiziske tt Timber Group. Det var i år 2000. Seks år senere – medio februar i år – blev den schweiziske koncern så overtaget af danske Dalhoff Larsen & Horneman, og Lars Munch Christensen besluttede sig for at forlade sit livsværk.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden