|
|
Kun én mobilvægs-producent er i besiddelse af gyldig brandprøvningsattest.
Af Kenneth Madsen
Der monteres i stor stil mobilvægge i skoler, sportshaller og kongrescentre samt i kontor- og andet erhvervsbyggeri med dispensation fra de brandsikringskrav, som har været gældende i EU i nu 15 måneder, siden 1. januar 2005.
Begrundelsen for dispensationerne er, at der ikke findes mobilvægge, som opfylder kravene. Det er imidlertid ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold.
- Vi har ikke været gode nok til at slå til lyd for vort produkt, indrømmer byggetekniker Ole Nielsen fra AB Consult ApS i Pandrup, der som det eneste firma herhjemme har Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts attest for mobilvægge med den skærpede brandklassifikation Ei30-Ei60.
Han fortsætter: - Vore kolleger/konkurrenter er åbenbart bedre til at sælge, end vi er – og tilmed få dispensation.
På markedet siden sidste sommer
AB Consults mobilvægge har været på markedet siden sidste sommer – altså uden at det er gået op for ret mange. De er udviklet i samarbejde med svenske Winab, som også står for fabrikationen. AB Consult har stort set siden sin start i 1990 været dansk eneimportør af det svenske firmas folde- og mobilvægge.
De nye vægge adskiller sig fra ældre modeller ved bl.a. at være udført i kraftigere materialer og ved at køre på stål- i stedet for aluminiumsskinner. Væggene sælges til tømmerhandler og til byggeindustrien.
|
|
|
|
|
|